»Åbenhed kan skabe usikkerhed«

European Energy ser nødigt, at der sættes beløb på listen over Merkurs udlån. Virksomhedsnavne er nok - og så alligevel ikke.

Pointen med at offentliggøre navnene på bankernes udlånskunder må være at finde frem til de virksomheder, der har store lån i stribevis af banker.

Men det er simpelthen ikke besværet værd.

Sådan lyder vurderingen fra European Energy, der står bag en række vind- og solenergiprojekter og er blandt navnene på Merkur Andelskasses udlånsvirksomheder.

»Vi har ikke noget problem med det, men virksomheder med lån i mange forskellige banker vil formentlig have noget imod det. Jeg ser det som en slags reklame, for vi har ikke noget imod at blive associeret med Merkur. Det er for mig at se en bank med positive værdier, og at de har valgt at samarbejde med os, vil vi gerne skilte med,« forklarer Jens-Peter Zink, som er vicepræsident i European Energy, der har base i Kgs. Lyngby ved København.

Ville være underligt


Han vil nødigt have frem, hvor meget virksomheden har lånt hos Merkur.

»Det ville være underligt. Ikke fordi, der er noget problem i det beløb, vi har lånt hos Merkur, men det er bare en grænse, som er lidt ubehagelig at krydse,« lyder det.

»Åbenhed er fint nok, men det skaber også usikkerhed og et forkert fokus. Jeg bor i Sverige, hvor man på grund af offentlighedsloven kan slå op i aviserne og se, hvem der tjener mest i bestemte kvarterer, og om man tjener mere end sin nabo. Det synes jeg et eller andet sted er noget mærkeligt noget,« konstaterer Jens-Peter Zink.

Hvad listen kan bruges til


Han vil derfor hellere tale om, hvad den nuværende navneliste kan bruges til, såfremt idéen udbredes til alle landets banker.

»Det skal netop være for at se, om de samme virksomheder er kunder i utroligt mange banker. Hvis European Energy eksempelvis havde det samme engagement i 100 banker, som vi har i Merkur, kan det godt være, at danskerne ville rynke lidt på næsen,« forklarer Jens-Peter Zink.

Han tvivler dog på, at samfundet ville opnå mere indsigt i den finansielle verden af den grund.

Læs også