I fuld fart mod finanskrise II

Problemer forude: Tre store problemer kan kaste danskerne tilbage i finanskrisens malstrøm. Ingen af dem er i nærheden af at være løst. Alle tre venter på os i 2013.

Var finanskrisen en gyser? Så bare vent til kuldegysningerne, når den danske finanskrise II kommer rullende. Nærmere bestemt i 2013.

Meget få taler højt om det. I finanssektoren høres en stille mumlen i krogene. Man er sig helt bevidst, at folkedybet ikke rigtigt er indstillet på en ny klagesang fra en branche, der for længst har overtrukket goodwill-kontoen. På Christiansborg er 2013 slet ikke på dagsordenen. I valgår bliver temaer, der ikke kan forklares på to minutter i bedste sendetid eller tillægges ”fjendens” inkompetence, sædvanligvis lagt på lager til bedre tider.

Ikke desto mindre venter tre store forhindringer, som allerede nu får 2013 til at ligne et skæbneår, der vil sætte store dele af finanssektoren under så hård beskydning, at rekylet bliver mærkbart i husholdningsøkonomien ude på parcellerne.

Vi begynder i den mildere ende. Med vore pensioner.

I 2013 skal pensionsbranchen leve op til nye og strengere EU-krav om, hvor mange penge selskaberne skal ligge inde med for at indfri pensionsløfterne. For nylig testede Finanstilsynet i relativ ubemærkethed branchens aktuelle form. Konklusionen var, at otte pensionsvirksomheder ville dumpe eksamen med et brag, hvis kravene blev indført i dag. Medmindre disse selskaber får en gevaldig økonomisk ansigtsløftning, skal de alle have tilført store beløb om 20 måneder for at sikre pensionsløfterne.

Den opgave kan
branchen håndtere. Problemet er snarere, at den kan dræne kapitalmarkedet som pengekilde for andre aktører med endnu større behov. Pensionssektoren kommer nemlig til at dele hungeren efter flere penge med banker og i nogen grad realkreditselskaber. Og her finder vi den anden ildevarslende hurdle i finanssektorens nærmeste fremtid.

I 2013 udløber de statsgarantier for knap 300 mia. kr., som er spændt ud under en lang række danske finanskoncerners gæld. Senest da skal virksomhederne altså være i så god form, at de kan overtale danske og internationale investorer til at pumpe et enormt beløb ind i systemet - vel at mærke uden anden garanti for pengenes sikkerhed end den, som finanskoncernernes egen økonomiske helbredstilstand kan levere.

Det ligner en voldsom opgave. Lykkes den ikke, skal store dele af den danske kreditindustri på en drastisk, tvungen slankekur med betydeligt mindre plads til at låne penge ud end hidtil. Risikoen for, at kunderne ikke kan betale gælden tilbage, er som bekendt den egentlige årsag til, at bankerne skal have en særlig økonomisk polstring på sidebenene, så mekanismen er i grove træk: Jo mindre udlån, desto lavere kapitalkrav til den enkelte finanskoncern.

Hvilket kan få betydning for den tredje faktor i finanssektorens skæbneår 2013.

Da fejrer vi nemlig også 10-året for indførelsen af afdragsfrie boliglån herhjemme. I de forgangne otte år har de sat deres præg på boligmarkedet. Kvadratmeterprisen på parcelhuse og ejerlejligheder er steget med henholdsvis 44 og 33 pct. Boligejernes realkreditgæld er vokset med 65 pct. Friværdierne er skrumpet i sidste halvdel af perioden og er nu i alt væsentligt koncentreret hos boligejere, der er ældre end 40 år.

Boligboble og stigende forgældelse kan langt fra alene tilskrives afdragsfriheden, der sænker boligejernes terminsydelser og på kort sigt giver plads til meget mere for de samme penge. Ekspertjuryen voterer stadig i det spørgsmål.

Men faktum er, at såvel muligheden for at undgå afdrag som muligheden for at få en variabel rente, der er så lav, at den næsten kun kan stige fremover, har spillet en afgørende rolle.

Et andet faktum er, at netop afdragsfri lån med variabel et-årig rente er danskernes absolut mest benyttede boliglån. Og det mest risikobetonede. Stiger renten, vil boligpriserne falde.

Det udhuler den sikkerhed, som investorerne kræver for at finansiere danskernes boliggæld - sikkerheden består jo netop primært af murstenes markedsværdi.

Sådan ser udgangspunktet ud, når kunder og långivere om to år for første gang skal tage stilling til, om princippet om, at boliglån ikke afdrages, er permanent. Eller om tiden er inde til at tage toppen af danske boligejeres i international sammenhæng svulmende gældsbyrde.

Vi har en finanssektor, der mangler penge til at finansiere sit udlån. Vi har boligejerne, der mangler penge til at refinansiere gælden. Og vi har investorer, der nok har pengene, men savner sikkerheden for at få dem tilbage, hvis de bliver placeret i den danske finanssektor eller det danske boligmarked. Det er det, man kalder en prekær situation.

Jo, 2013 kan blive lidt af en gyser på disse kanter. Bevares, ovenstående rædselsscenario kan stadig undgås.

Hvis pensionsselskaberne får store afkast i de kommende to år. Hvis bank- og realkreditdirektørerne samtidig træffer anderledes rationelle beslutninger i de kommende to år end i de forgangne. Hvis boligejerne samtidig undgår at blive ramt af ledighed og tab af løbende indkomst.

Hvis den historisk lave rente samtidig fortsætter med at være historisk lav i flere år endnu. Hvis det samtidig lykkes at genskabe væksten i det danske samfund og sikre tilliden til det danske realkreditsystem.

Hvis alle disse faktorer falder i hak på præcis samme tid i den præcis rigtige rækkefølge, aflyser vi finanskrise II og gungrer mod bedre tider. Hvis ikke har vi et problem. Og så er det måske på tide, at topchefer og politikere begynder at forholde sig til, hvordan vi løser det.

Læs også