Bankkrak kan udløse retssag

Briter og hollændere truer med retssag efter islandsk nej til at betale Icesaves gæld.

London

Hollandske og britiske ministre truede i går Island med en retssag, efter at islandske vælgere lørdag vragede en aftale om at tilbagebetale 4 mia. euro (30 mia. kr.) efter Icesave-bankens krak.

Pengene blev givet til den internetbaserede bank under Landsbanki Island som indlån og blev i første omgang dækket af regeringerne i Amsterdam og London. Ellers ville krakket have kostet op mod 400.000 hollændere og briter deres opsparing, men de to lande vil nu have deres penge tilbage.

Det er anden gang, at islændingene siger nej til at dække de tab, som deres banker forårsagede i udlandet. 59,7 pct. sagde ifølge den islandske tv-station RUV nej til aftalen, som to tredjedele af det islandske parlament ellers havde godkendt.

Aftalen blev sendt til folkeafstemning, da Islands præsident, Olafur Ragnar Grimsson, nægtede at skrive den under.

Hollands finansminister, Kees de Jager, og Storbritanniens vicefinansminister, Danny Alexander, kaldte i går begge resultatet skuffende og forudså, at sagen nu vil ende ved domstolene.

»Der bliver ikke flere forhandlinger. Island har pligt til at betale. Nu er det op til domstolene at afgøre sagen,« sagde Jan Kees de Jager.

Reykjavik har i mere end to år forsøgt at løse striden, som har kastet en lang skygge over landets bejlen til et EU-medlemskab og truet med at afspore redningspakken fra Den Internationale Valutafond.Regeringen havde håbet, at lørdagens afstemning ville sætte punktum i sagen. Hele dens økonomiske agenda er baseret på at normalisere Islands forhold til det internationale samfund, og den har i flere uger opfordret vælgerne til at stemme ja, men premierminister Johanna Sigurdardottir erkendte i går, at islændingene ikke vil være med til at betale.

»Dette spørgsmål vil nu blive afgjort ved den internationale handelsret. Vi vil selvfølgelig forsvare Islands interesser, men jeg frygter udfaldet,« sagde hun til RUV.

Island skylder Holland 1,3 mia. euro som en konsekvens af Icesaves kollaps og Storbritannien det resterende beløb. Ifølge aftalen skulle Island have betalt pengene tilbage i perioden 2016 til 2046 med en rente på 3,3 pct. for den britiske gæld og 3 pct. for den hollandske gæld...

Læs også