De danske aktier begynder mandagen i rødt: Danske Bank er et af ganske få lyspunkter

Det endte med en flad udvikling

Det danske obligationsmarked lukkede onsdag med marginale udsving og fik dermed indhentet morgenstundens kurstab.

Tyskland udstedte nye obligationer, hvilket lagde en dæmper på kurserne. Fra USA fik investorerne detailsalgstal, som viste uensartede tendenser. Yderligere fik investorerne flere mindre betydningsfulde nøgletal fra Europa.

Tyskland udstedte 30-årige obligationer for 1,67 mia. euro, hvor det blev til en overtegning på 1,5 gange. Det øgede obligationsudbud lagde en dæmper på kursstigningerne. Det udtalte rentestrateg Peter Schaffrik fra RBC Capital Markets til Bloomberg News.

Eurostat var aktuel med industriproduktionstal, hvor væksten var mindre, end analytikerne havde ventet. Industriproduktionen viste en stigning på 7,3 pct. i februar i forhold til februar i fjor. Væksttallet for januar blev nedrevideret til 6,3 pct. fra 6,6 pct.

Onsdagens tyske producentpriser viste en stigning på 1,3 pct. i marts målt på månedsbasis efter en stigning på 1,4 pct. i februar. Analytikerne havde ventet en mindre stigning på 1,2 pct.

Fra Frankrig kom der forbrugerpriser for marts, hvor det blev til en stigning på 0,8 pct. i marts målt på månedsbasis. I februar steg priserne 0,5 pct., og analytikerne havde regnet med en fremgang på 0,6 pct. i marts.

Detailsalget i USA udviklede sig i marts en anelse værre end ventet, da det steg 0,4 pct. Økonomerne havde, ifølge Bloomberg News, ventet en stigning på 0,5 pct. I februar steg detailsalget dog med 1,1 pct., hvilket er en oprevidering fra tidligere meddelt 1,0 pct. Tager man bil- og benzinsalget ud, steg detailsalget i marts 0,6 pct. Økonomerne havde regnet med en stigning på 0,5 pct. efter en salgsfremgang på 0,9 pct. måneden forinden. Tallet for februar er oprevideret fra en vækst på 0,6 pct.

De amerikanske forretningslagre steg i februar med 0,5 pct., hvilket var mindre end ventet. Økonomer havde, ifølge Bloomberg News, regnet med en stigning i lagrene på 0,8 pct.

Ritzau Finans

Læs også