Minister støtter TDC i fiber-sag på Læsø

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) ser ud til at støtte TDC i sagen om kabel til Læsø.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) er gået ind i sagen om fibernet-forbindelse til Læsø.Foto: JP

Statsvirksomheden Energinet.dk lægger til august et fiberkabel fra Jylland til Læsø i forbindelse med, at Energinet.dk lægger et nyt el-søkabel ud til øen.
 
Prisen for fiberkablet er 1,5 millioner kroner, og den overskydende kapacitet i fiberkablet skal udlejes til andre udbydere, hvis der er interesserede.
 
TDC har dog i forvejen et fiberkabel til Læsø.
 
Derfor vil TDC tage sagen til Energistyrelsen og Konkurrence - og Forbrugerstyrelsen. Teleselskabet finder det konkurrenceforvridende, at der bliver brugt offentlige midler på at etablere en infrastruktur parallelt med TDC's egen.
 
Og videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) ser ud til at støtte TDC i sagen.
 
Det fremgår af et svar, som hun gav til Dansk Folkepartis Henrik Brodersen kort før jul. Dengang spurgte Dansk Folkeparti-politikeren, hvorvidt ministeren ville finde de nødvendige midler for at finansiere det 1,5 millioner kroner dyre fiberkabel til Læsø. 

Henrik Brodersen rejste sagen, inden Energinet.dk havde besluttet sig for at betale for fiberkablet. 
  
Bør ikke give offentlig støtte
Til det svarede ministeren 22. december, 2010:
 
"Regeringens holdning er, at der ikke bør gives offentlig støtte til udrulning af bredbånd. Regeringen vil således fortsætte den markedsbaserede udrulning af bredbånd i Danmark, der indtil nu har været en succes."
 
I sit svar til Henrik Brodersen forklarer ministeren videre, hvorfor regeringen er imod offentlig støtte til bredbånd. Blandt andet, at det kan forsinke udviklingen, fordi det kan få selskaber til at afvente støttemuligheder, inden de beslutter sig.
 
"TDC har over for Videnskabsministeriet oplyst, at de har et fiberkabel fra Jylland til Læsø og videre til Sverige, samt at de allerede nu kan tilbyde fibertilslutning til erhvervsvirksomheder på Læsø, og at TDC desuden benytter fiberkablet til at tilbyde bredbåndshastigheder i takt med efterspørgslen på øen," svarer hun videre.
 
Og hvis andre udbydere skulle have lyst til at nedlægge et fiberkabel til Læsø, så står det dem frit for, pointerer ministeren i sit svar.
 
"Andre udbydere har i forbindelse med nedlægningen af et elkabel en oplagt mulighed for at kunne tilbyde konkurrerende infrastruktur på Læsø. Men det må være op til markedet at vurdere, om der er en forretningsplan for nedlægning af endnu et fiberkabel til Læsø."

Du kan finde ministerens svar i fuld længde her, ligesom Henrik Brodersens spørgsmål også fremgår.

BRANCHENYT
Læs også