Mobilbranchen slutter fred med Aalborg Kommune

De fire danske mobiloperatører har tidligere meldt om problemer i Aalborg Kommune, men de skulle være løst nu.

Foto: Carsten Andreasen

3, TDC, Telenor og Telia investerer alle millioner af kroner i at opgradere deres mobilnet.
 
Men sagsbehandlingen har ifølge brancheorganisationen Telekommunikations-industrien skabt problemer for udbygningen af mobilnet i Aalborg. 

Det undrede dog Aalborg Kommune, der afviste, at der skulle være problemer.
 
Derfor holdt Telekommunikations-industrien onsdag et møde med Aalborg Kommune, og det gik strygende, lyder det fra direktør Jakob Willer fra Telekommunikations-industrien.
 
"Vi havde et godt møde og en god dialog, og Aalborg Kommune ville bestemt ikke være en stopklods," siger han.
 
Computerworld spørger derfor, hvad problemet har bestået i, men det ønsker direktøren ikke at komme ind på.
 
"Jeg synes ikke, at det er vigtigt at se på, hvad årsagerne har været. Vi har nu fået klare signaler om, at kommunen også ønsker en digital infrastruktur," svarer han. 
 
Tager kontakt til KL
Jakob Willer mener, at brancheorganisationen kan tage erfaringerne med videre til kommunernes landsorganisation, KL.
 
"Vi vil nu tage kontakt til KL for at skabe en dialog, for der mangler stadig en strategi hos kommunerne for at udbygge den digitale infrastruktur. Det kan være et led i deres digitaliseringsstrategi," siger han.
 
Computerworld skrev først i december 2010, at alle mobiloperatørerne meldte om problemer i forbindelse med opstilling af nye mobilantenner og -master. Det var dengang, at Aalborg Kommune afviste problemerne.

BRANCHENYT
Læs også