It-chefer frygter for backup i virtuelle miljøer

It-chefer stoler ikke på backup-sikkerheden i virtuelle server-miljøer.

Foto: Colourbox

Computerworld News Service: Verdens it-chefer har alt andet end is i maven, når det kommer til sikkerhed i forbindelse med backup og geninstallering i virtuelle server-miljøer.

Det viser en undersøgelse foretaget af den amerikanske virksomhed Veeam, der netop udvikler og sælger løsninger til databeskyttelse og backup i virtuelle miljøer.

Uanset firmaets interesse i at dokumentere et behov for at verden har brug for netop Veeams produkter, sætter undersøgelsens resultater fingeren på et ømt punkt.

For it-cheferne stoler tilsyneladende ikke på de værktøjer, de har til rådighed til backup og geninstallering af virtuelle maskiner.

Det betyder, at 44 procent af de spurgte it-chefer i 500 store virksomheder i USA og Europa, helt undgår at bruge virtualisering til forretningskritiske processer

32 procent af de virtuelle servere hos disse virksomheder har ikke en løsning, der kan håndtere sikkerhedskopiering.

Undersøgelsen viser også, at 63 procent af de spurgte bruger de samme backup-produkter til at håndtere både deres fysiske og virtuelle servere til trods for, at 51 procent siger, at den fremgangsmåde er kostbar.

To tredjedele af alle de 500 virksomheder svarer, at de har problemer hver måned, når de forsøger at geninstallere en server. Disse problemer koster i gennemsnit hver virksomhed cirka 2,5 millioner kroner om året.

Udfordringerne til trods siger 60 procent dog, at de planlægger at indføre virtualiserede løsninger.

BRANCHENYT
Læs også