Dong tager sig godt betalt

Anholt-havmølleparken er endnu ikke bygget. Alligevel har Dong allerede tjent den første milliard på parken.

Gode råd er dyre.

Det synes at være Dong Energys nye motto.

Den statsejede energi- gigant indkasserer et honorar på op mod en mia. kr. i forbindelse med salget af halvdelen af den kommende Anholt-havmøllepark.

»Vi er nummer ét på opstilling af havmølleparker. Vi kan noget, som ingen andre i verden kan. I og med at vi sælger halvdelen fra til pensionskasser eller andre, så får vi sat værdi på det arbejde, vi har haft med at udvikle og bygge parkerne. Og det er naturligvis et arbejde, vi tager os betalt for,« siger Anders Eldrup, adm. direktør i Dong Energy.

I tilfældet Anholt-parken fastholder Dong, at det vil koste 10 mia. kr. at opføre de 111 havmøller i Kattegat mellem Anholt og Djursland. Regningen til de to pensionskasser PensionDanmark og PKA lyder derimod på 6 mia. kr. for 50 pct. af parken. Dong-chefen forklarer, at der bruges mange kræfter og penge på at modne havmølleprojekter, som kan være op til 6-7 år undervejs, inden de første møller overhovedet kan opstilles.

Årene bruges typisk på at indhente miljøtilladelser, undersøge havbunden, sikre nettilslutning og udarbejde forretningsplaner.

Alt sammen noget, som Dong fremover vil kræve betaling for, når der sælges ud af parkerne.

»De, der køber sig ind i parken, betaler os jo for det arbejde, vi har lavet i forberedelsesfasen,« siger Anders Eldrup.

I tilfældet Anholt-parken kræver politikerne, at parken leverer strøm til danskerne allerede i 2012. Det politiske hastværk betyder, at Energistyrelsen håndterer hele miljøgodkendelsen - den såkaldte VVM-redegørelse, mens statsejede Energinet.dk betaler og etablerer elkabelforbindelsen mellem havmølleparken og elnettet på land.

»Særlig risiko«


At Dongs rådgivning alligevel ender med at koste de to pensionskasser 20 pct. ekstra i forhold til den byggepris, Dong skilter med, forklarer energikæmpens ledelse med, at man løber en særlig risiko i forbindelse med Anholt-projektet.

»Anholt-parken er jo ikke andet end nogle tegninger på et stykke papir. Derfor er der en særlig risiko forbundet med at bygge parken. Pensionskasser er ikke så gode til at tage risici. Derfor har vi lave den aftale, at vi har hele ansvaret i byggeperioden. Pensionsselskaberne overtager reelt først parken i april 2014. På den måde har vi taget en lidt større risiko, end vi egentlig skulle gøre, hvis vi skulle dele det midt over. Og den risiko koster jo et eller andet,« siger Anders Eldrup.

Anholt-parken, der bliver Danmarks største, skal levere den første kommercielle strøm inden 2013 for at undgå millionbøder, men selve parken ventes først at stå endelig færdig i 2013

Læs også