Pandora mod strømmen i negativt C20

Følg aktiekurserne online Ritzau FinansPandora gik mandag mod den negative markedsstemning efter en opjustering af omsætningsforventningerne for indeværende regnskabsår.

Vestas var til gengæld hårdt presset efter negative meldinger om potentialet i den europæiske vindindustri samt et sænket kursmål fra UBS. Generelt var aktiemarkederne solidt presset efter sænkede udsigter for den amerikanske kreditværdighed hos Standard & Poors, hvorfor C20-indekset lukkede 1,0 pct. lavere i 457,33.

»Vi fik solide fald på de europæiske aktiemarkeder mandag, idet investorerne bekymrede sig for, om Grækenland kan betale sin statsgæld. Yderligere blev aktiestemningen forværret, efter at S&P satte USA's statsgæld under observation. På den hjemlige scene steg Pandora markant efter opjusteringen, men aktien tabte luft efter den generelle stemning blev forværret, og aktien er stadig den aktie, som har klaret sig dårligst i C20 i år,« siger aktierådgiver Jesper Bamberger, Nordea.

Pandora steg 2,4 pct. til kurs 212,5. Pandora opjusterede før børsens åbningstid forventningerne til omsætningen for 2011 til en vækst på mindst 30 pct. mod tidligere 25 pct. Sydbank hævede efter opjusteringen sin anbefaling af Pandora-aktien til "overvægt". Det skete i forlængelse af smykkeproducentens opjustering af forventningerne til hele året.

»Koncernens nye forventninger er baseret på "en særdeles stærk udvikling i 1. kvartal, hvor omsætningen er vokset med mere end 40 pct. og overskudsgraden (EBITDA-marginalen) er på mere end 40 pct.",« noterede Sydbank.

Vestas faldt 4,1 pct. til kurs 181,8. Der er ikke meget potentiale i den europæiske vindmølleindustri. Det vurderer UBS. Vestas-kursmålet sænkes til 150 kr. fra 180 kr. af UBS, der venter en nedjustering af konsensusestimater i de kommende kvartaler.

Novo Nordisk løftedes 0,2 pct. til kurs 653,5. Analysehuset MP Advisors hævede sit kursmål på medicinalaktien til 648 kr. fra 600 kr. Der er ekstra konkurrence til Novo Nordisks diabetesmedikament Victoza, idet Amylin og Eli Lilly har planer om at markedsføre Bydureon i Europa inden for to-tre måneder, det meddelte Amylin.

A.P. Møller - Mærsk lukkede 2,9 pct. lavere i kurs 47.920. Maersk Tankers bekræftede over for shippingavisen Lloyds List, at man har købt tre nybyggede supertankere (VLCC) af det indiske rederi Great Eastern Shipping. Maersk Tankers overtager skibene fra værftet.

» A.P. Møller - Mærsk var mandag ramt af den generelle negative stemning, hvilket ramte de cykliske aktier hårdest,« siger Jesper Bamberger.

Danisco tabte 0,2 pct. til kurs 667. Der er fortsat en vis sandsynlighed for et løftet bud fra Dupont på Danisco. Det skrev Handelsbanken i en kommentar. Handelsbanken venter at buddet øges med 30-50 kr. grundet synergier.

GN Store Nord faldt 1,4 pct. til kurs 49,3. Det polske teleselskab TP, der er part i en strid med danske GN Store Nord, nægter at anse slaget for tabt, selv om en østrigsk domstol for har tilføjet polakkerne endnu et nederlag. Det skrev Warsaw Business Journal.

ALK-Abello steg 0,7 pct. til kurs 310. Med den danske lægemiddelstyrelses beslutning om at give tilskud til den tabletbaserede vaccine mod græspollenallergi, Grazax, sikrede vaccineproducenten ALK sig fuldt hus, hvad angår tilskud på de vigtigste markeder.

Læs også