Forbudt i hele EU

Et forbud mod krænkelse af et EF-varemærke udstedt i én medlemsstat har principielt virkning for hele EU. Det slår en ny dom fast.

Som det sikkert er Morgenavisen Jyllands-Postens læsere af denne side bekendt, har det længe været muligt at få registreret et EF-varemærke, der gælder i alle 27 EU-lande.

Dette sker på baggrund af én ansøgning til OHIM, Harmoniseringskontoret, der dels afgør, om de formelle og overordnede betingelser for at opnå et EF-varemærke er opfyldt, dels om der er ældre rettigheder, f.eks. eksisterende nationale varemærker, der er til hinder for, at ansøger får de rettigheder, der efter Varemærkeforordningen er knyttet til et EF-varemærke.

De tvister, der kan opstå i forbindelse med selve registreringen, kan efter at være behandlet i Appelkammeret indbringes for retten i første instans og derefter i et vist omfang for EU-Domstolen.

Det er imidlertid medlemsstaternes egne domstole, der har til opgave at afgøre sager om krænkelse af EF-varemærkerne. Både for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en krænkelse, og om hvilke konsekvenser en sådan krænkelse skal have. Til dette formål har alle medlemsstater udpeget særlige EF-varemærkedomstole (i Danmark er Sø- & Handelsretten udpeget hertil). Når en sådan EF-varemærkedomstol skal træffe afgørelse i en konkret sag, sker det både på grundlag af Varemærkeforordningens regler og national ret.

Men hvad så, hvis der sker krænkelse af ens varemærke: Er man så nødt til at anlægge sager i samtlige 27 lande for at stoppe krænkelsen?

Det var emnet for en nylig afgjort sag fra EU-Domstolen.

Sagen for domstolen udsprang af en sag anlagt af selskabet Chronopost mod DHL i Frankrig.

Chronopost er indehaver af varemærket ”WEBSHIPPING”, der er registreret både som fransk varemærke og som EF-varemærke for bl.a. tjenesteydelser i forbindelse med logistik og datatransmissioner, vejtransport og drift af kurér- og eksprestjenester. Registreringerne har virkning fra henholdsvis april og oktober 2000.

I 2004 opdagede Chronopost, at DHL gjorde brug af ordene ”web shipping” og ”webshipping” som betegnelse for drift af kurér- og eksprestjenester, der navnlig stilles til rådighed via internettet.

Chronopost anlagde derfor sag mod DHL.

I marts 2006 fastslog den franske ”Tribunal de grande instance de Paris”, at DHL havde krænket Chronoposts franske varemærke ”WEBSHIPPING” og forbød DHL at fortsætte med de handlinger, der udgjorde krænkelsen. Til forbuddet blev knyttet en tvangsbøde med henblik på at sikre, at DHL overholdt forbuddet, altså at DHL ikke fortsatte krænkelsen. Domstolen sprang imidlertid over spørgsmålet om, hvorvidt der også forelå en krænkelse af EF-varemærket.

Chronopost ønskede at få fastslået, at forbuddet skulle udstrækkes til at gælde hele EU's område og appellerede derfor sagen. Appeldomstolen fastslog, at DHL krænkede både det franske varemærke og EF-varemærket og forbød DHL at bruge tegnene ”web shipping” og ”webshipping”. Forbuddet gjaldt imidlertid stadig kun det franske område.

Chronopost mente, at det stred mod Varemærkeforordningen, at forbuddet ikke omfattede hele EU's område, og indbragte derfor sagen for Cour de Cassation, som valgte at forelægge sagen for EU-Domstolen.

Sagen for domstolen omhandlede dels spørgsmålet om, hvorvidt et forbud, der nedlægges af en EF-varemærkedomstol, uden videre har virkning på hele EU's område. Dertil kom et spørgsmål om, hvorvidt de foranstaltninger, som en EF-varemærkedomstol har knyttet til forbuddet (så som tvangsbøder) også finder anvendelse i de andre medlemsstater, hvor forbuddet måtte få virkning.

Domstolen begyndte med at fastslå, at det af Varemærkeforordningen fremgår, at såfremt en EF-varemærkedomstol finder, at sagsøgte har krænket eller truet med at krænke et EF-varemærke, udsteder den et forbud herimod, medmindre der er særlige grunde til at undlade dette, og træffer endvidere de foranstaltninger i henhold til den nationale lovgivning, som tager sigte på at sikre overholdelsen af dette forbud.

Derpå fremhævede domstolen, at den territoriale udstrækning af et forbud - altså i hvilke lande forbuddet har virkning - fastlægges ud fra såvel den stedlige kompetence hos EF-varemærkedomstolen, der nedlægger forbuddet, som den territoriale udstrækning af den eneret, som EF-varemærket giver dets indehaver.

En EF-varemærkedomstol har, påpegede retten, kompetence til at påkende krænkelser af varemærker, der er begået, eller der er risiko for, i en eller flere af medlemsstaterne eller endda i dem alle. EF-varemærkedomstolens kompetence kan dermed udstrækkes til hele EU - Hvorved dog påpeges, at sagen selvfølgelig skal være indbragt for den rette domstol: Udgangspunktet er, at en sag skal anlægges, hvor sagsøgte har bopæl, eller hvor en krænkelse er begået, eller der er risiko for en krænkelse.

Tilsvarende udstrækker den eneret, som Varemærkeforordningen yder indehaveren af et EF-varemærke, sig i princippet til hele EU's område. Dette følger nemlig af EF-varemærkets enhedskarakter og hele formålet med EF-varemærket, der netop er at indføre en fællesskabsordning for varemærker, der gælder i hele EU med ensartet beskyttelse i hele EU.

Med henblik på at sikre denne ensartede beskyttelse skal et forbud, der nedlægges af en kompetent EF-varemærkedomstol, i princippet omfatte hele unionens område. Ellers er der nemlig risiko for, at man får indbyrdes modstridende afgørelser fra forskellige medlemsstaters domstole.

Det klare udgangspunkt er altså, at forbud mod at krænke eller true med at krænke et EF-varemærke skal omfatte hele EU.

Denne territoriale udstrækning kan dog i visse tilfælde begrænses. Domstolen pegede her på, at handlinger eller fremtidige handlinger, som ikke udgør indgreb i EF-varemærkets funktion, ikke kan gøres til genstand for et forbud. Ligesom helt konkrete omstændigheder i en sag kan gøre, at krænkelsen begrænser sig til en afgrænset del af EU.

Hvad angik spørgsmålet om tvangsforanstaltninger bemærkede domstolen for det første, at den allerede i en tidligere sag har fastslået, at den EF-varemærkedomstol, der har udstedt et forbud, skal vælge de foranstaltninger, der er egnede til at sikre overholdelsen af forbuddet blandt de foranstaltninger, som er at finde i medlemsstatens egen nationale ret.

Derpå påpegede domstolen, at de fastsatte tvangsforanstaltninger, kun kan opfylde deres formål - nemlig at sikre overholdelsen af forbuddet med henblik på at sikre en effektiv beskyttelse af rettighederne i henhold til EF-varemærket - såfremt de har virkning på det samme område, som dér, hvor forbuddet har virkning. De to ting må følges ad.

Hvad angår tvangsbødens virkning i de øvrige medlemsstater, er dette et spørgsmål om, at der af Domsforordningen fremgår regler om og betingelser for, at medlemsstaterne skal anerkende og fuldbyrde afgørelser truffet af en anden medlemsstat. Og hvis en medlemsstat så ikke kender til tvangsforanstaltninger af samme art som de anvendte, eksempelvis tvangsbøder, så må, ifølge Domstolen, denne medlemsstats domstol anvende de relevante bestemmelser i egen national ret, der er egnede til på tilsvarende vis at sikre overholdelse af forbuddet.

Med andre ord: Dommen fastslår, at i tilfælde af at et EF-varemærke krænkes, behøver indehaveren heraf ikke at anlægge sag i alle 27 EU-lande for at gardere sig mod yderligere krænkelse. Og i den franske sag må det forventes, at Cour de Cassation giver Chronopost medhold i, at forbuddet skal omfatte hele EU, og at der vanker tvangsbøder - eller lignende foranstaltninger - hvis DHL ikke overholder forbuddet.

Læs også