Japanerne skummer af raseri

Noget fascinerende er under opsejling i Japan: Vrede - over atomkrisen, som har sat Japan i søgelyset af alle de forkerte grunde.

Japanernes respons er behersket sammenlignet med den konstant forurettede Tea Party-bevægelse i USA, eller kineserne, som langer ud efter enhver udlænding, der vover at kritisere dem. Tyskerne er rigeligt irriterede over at skulle redde løjser-nationer, som er med i eurosamarbejdet.

Der skal mange fejltagelser til, før Japans befolkning på 127 millioner når til et punkt, hvor de bliver forargede. Så vigtig er harmoni, social samhørighed og det at redde ansigt. Men det får de ikke meget af, hvis de ser på, hvordan uheldige Tokyo Electric Power Co. (Tepco) begår sig midt i Japans værste krise siden Anden Verdenskrig.

Mens denne fascinerende situation får det kollektive blodtryk til at stige blandt Japans befolkning, så er det fristende at stille følgende spørgsmål: Bliver Tepco den berømte dråbe, som får bægeret til at løbe over, og vil det bringe den forandring med sig, som landet har så desperat brug for? Det er ikke utænkeligt.

Offentligheden er ved at indse, at Tepco blot er et mikrokosmos af alt det, der plager Japan. Tepco symboliserer det incestuøse bånd mellem regeringen og industrien samt en forældet økonomisk model, der underminerer Japans plads i verden.

Tepcos skavanker blev blotlagt af et rekordstort jordskælv den 11. marts 2011 og en altødelæggende tsunami efterfulgt af sammenbrud og strålingslækager på Tepcos atomkraftværk, Fukushima. Der er en stigende anerkendelse af, at store kriser kan afsløre eksempler på bureaukrati, uduelighed, dårlig strategisk planlægning og manglende visioner for en ny og bedre fremtid - noget som alt sammen bremser Japan Inc.

Af den grund tjener Tepco som eksempel. Den uvidenhed, som virksomheden udviser i sin handlemåde, trods det at alles øjne hviler på Fukushima, sætter landets tålmodighed på så alvorlig en prøve, at vi skal tilbage til 1940'erne for at finde et lignende tilfælde. Premierminister Naoto Kans mislykkede forsøg på at nationalisere Tepco har kun gjort bekymringerne for, at der ikke er nogen, som tager ansvar, større.

Tepco, der en gang var nationens stolthed, ses nu af mange som en spiller af samme giftige kaliber som Enron Corp. eller Lehman Brothers Holdings Inc. Hver dag bringer nye afsløringer om, hvordan Tepco forfalskede sikkerhedsrapporter og undervurderede risici uden at holde virksomhedens direktører ansvarlige - i stedet får direktørerne stadig deres løn og sidder på deres poster.

Den seneste ydmygelse står Masayoshi Son for, der er Japans rigeste mand. Direktøren for Softbank Corp. lovede, at han ville donere 10 mia. yen (618 mia. kr.) samt hele sin løn, indtil han går på pension. Pengene skal gå til at hjælpe ofrene for katastrofen. Er der mon nogen blandt Tepcos bestyrelsesmedlemmer, som vil love noget, der er en forside værdig?

I mindre pressede tider ville nyheden om, at Tepcos direktør, Masataka Shimizu, er blevet indlagt på hospitalet med forhøjet blodtryk, muligvis nok vække sympati.

Alligevel har Japans medier ikke kritiseret Tepco i skarpe vendinger. En af årsagerne til dette er respekten for de ingeniører og arbejdere, som risikerer deres liv for resten af nationen. Vi nærer alle den dybeste respekt for deres modige og utrættelige indsats. Journalisterne sparer på krudtet, fordi de ikke ønsker at sprede panik. Derudover har Tepco dybe lommer og indflydelsesrige venner.

Historierne i medierne bliver mere dystre, idet nyheden om, at radioaktive stoffer vil lække i månedsvis, breder sig. Tepcos ledelse modtager trusler og kan finde deres adresser offentliggjort på Internettet. Virksomheden har tildækket skilte ved Tepco-ansattes kollegier og øget sikkerheden.

Det er vigtigt at bemærke, at denne historie er endnu større end Tepco. Manglen på gennemsigtighed, som har været kendetegnende for Fukushima-krisen, gør sig endnu mere gældende i Japans erhvervsliv. Der er en grund til, at flere tusinde virksomheder stadig afholder deres generalforsamling på samme dag. Dette lille trick mindsker risikoen for nysgerrige spørgsmål udefra, hvilket tjener som en skarp påmindelse om, at investorrettigheder stadig er ukendt territorium.

Japanerne er begyndt at spørge ind til deres rettigheder, og det bliver interessant at se, hvor disse spørgsmål fører hen. I 2009 besejrede Kans parti, Japans Demokratiske Parti, det Liberale Demokratiske Parti, som havde styret landet næsten uafbrudt i 54 år. I årevis holdt LDP hånden over Tepco og tillod direktører, der ikke kunne holdes ansvarlige, at behandle nationen hensynsløst og bebyrde Japan med den største statsgæld blandt udviklingslandene. Kan har mulighed for at nå store højder.

Det har han endnu ikke gjort. Kan siger ofte de rigtige ting med hensyn til at få Japan stabiliseret. Problemet ligger i udførelsen. Dette er Kans mulighed for at lave en Franklin Delano Roosevelt. Den tidligere amerikanske præsident brugte vrede mod bankerne i 1930'erne for at få dem til at forandre økonomien, og Ronald Reagan fyrede strejkende flyveleder i 1981 som et kampråb for større ændringer.

Japan er et fantastisk sted at bo. Det er en effektiv, ren, fremgangsrig, veluddannet nation, der er næsten fri for kriminalitet. Men landet styres af en generation af insulære politikere, bureaukrater og virksomhedsledere, der knap kan stilles til ansvar, og som alle har en ringe fornemmelse af, hvor hurtigt verden forandrer sig omkring dem.

Kan har vist, at han forstår den større sammenhæng. Nu ville være et godt tidspunkt at indføre ændringer.

Læs også