Små kursfald trods massiv risikoappetit

FinansDet danske obligationsmarked lukkede onsdag lidt lavere, idet der var tale om en betydelig risikoappetit på de globale aktiemarkeder, efter at en lang række amerikanske selskaber kom ud med regnskaber i tirsdagens amerikanske eftermarked, som alle var bedre end analytikernes forventninger.

Yahoo, Intel og IBM var de regnskabsaktuelle selskaber, som præsenterede positive regnskabstal. Tal for det amerikanske boligmarked overraskede positivt i løbet af eftermiddagen.

Den toneangivende, 10-årige statsobligation lukkede onsdag 0,19 point lavere i kurs 95,47 med en effektiv rente på 3,51 pct.

»Der var onsdag tale om en øget risikoappetit, som formentlig på den korte bane fortsat vil presse obligationsmarkederne. Den amerikanske økonomi viser fortsat tegn på bedring, hvilket bør presse renterne højere,« siger obligationsstrateg Glenn Marci hos DZ Bank til Bloomberg News.

Onsdag formiddag var både Spanien og Portugal aktuelle med auktioner, hvor Portugal fik solgt papirer for samlet set 1,0 mia. euro, mens Spanien fik solgt for 3,4 mia. euro.

Den svenske Riksbanken holdt onsdag formiddag rentemøde, hvor centralbanken som ventet hævede renten med 25 basispoint til 1,75 pct. fra tidligere 1,50 pct.

»Sveriges centralbank, Riksbanken, hævede i dag renten som ventet. Det var den sjette renteforhøjelse i rækken, som dermed bragte renten op i 1,75 pct. fra den historiske bund på 0,25 pct., som den forlod i juli sidste år. Dermed er renten nu over før krise-bunden på 1,5 pct. fra 2005/2006, og man kan i en vis udstrækning tale om, at det ekstraordinært lave renteniveau i forbindelse med krisen nu er taget bort. Så man kan næppe sige at renteniveauet pt. er decideret bremsende for økonomien, der buldrer af sted, mens inflationen er ukomfortabel høj, og flere renteforhøjelser er således i vente, skrev økonom Rasmus Gudum-Sessingö hos Handelsbanken i et notat til den svenske rentestigning.

Ritzau

BRANCHENYT
Læs også