Kursfald efter gode regnskaber

Det danske obligationsmarked rundede tirsdagen af med kursfald, da investorerne kom tilbage til finansmarkederne efter fem dages påskeferie.

Positive globale regnskabspræsentationer samt bedre tal end ventet for den amerikanske forbrugertillid var med til at løfte aktiemarkederne tirsdag, mens det var med til at mindske efterspørgslen på de fastforrentede papirer. Investorerne ser nu frem mod onsdagens amerikanske rentemøde.

Tirsdag eftermiddag kom der tal for det amerikanske boligmarked, hvor boligpriserne viste et fald på 0,18 pct. i februar sammenlignet med et fald på 0,25 pct. måneden forinden. Analytikerne havde ventet et lidt større fald på 0,40 pct. i februar. På årsbasis faldt boligpriserne med 3,33 pct. i februar sammenlignet med analytikernes forventninger om et fald på 3,30 pct.

Tal for den amerikanske forbrugertillid fra Conference Board bød på en mindre positiv overraskelse med en fremgang til 65,4 i april sammenlignet med opreviderede 63,8 måneden forinden. Analytikerne havde ventet en mindre fremgang til 64,5 i april.

»Den amerikanske forbrugertillid er i fremdrift grundet en bedring på arbejdsmarkedet samt stigninger på aktiemarkederne, hvilket mindsker den negative effekt fra stigende benzinpriser. De amerikanske forbrugere vil både have tilliden og indkomsterne til at fortsætte forbruget,« siger seniorøkonom Sal Guatieri hos BMO Capital Markets til Bloomberg News.

Det regionale amerikanske erhvervstillidsbarometer viste et stort fald til 10 i april sammenlignet med 20 måneden forinden. Analytikerne havde ventet et uforandret tal for erhvervstilliden i april. Økonomerne bruger de regionale erhvervstillidsbarometre som opvarmning til det nationale ISM-erhvervstillidsbarometer.

Ellers er det onsdagens amerikanske rentemøde, som investorerne ser frem til. For første gang vil den amerikanske centralbankchef, Ben Bernanke, være aktuel med et pressemøde efter rentemødet.

Læs også