Oprydningen fortsætter i DSB

Endnu en togdirektør er afskediget som konsekvens af skandalen om DSBFirst.

Først røg koncernchefen, og nu får han følge af endnu en DSB-direktør. Selvom undersøgelserne af, hvad der reelt er foregået i DSB, ikke er afsluttet endnu, placeres ansvaret alligevel.

Adm. direktør Søren Eriksen blev afskediget i marts, og nu er den tidligere økonomidirektør Bartal Kass også fortid i DSB. Han kørte tidligere parløb i ledelsen med netop Søren Eriksen, men blev i fjor flyttet over som chef for et nyetableret vedligeholdelsesselskab.

DSBs konstituerede direktør Klaus Pedersen fastslår, at den seneste afskedigelse hænger sammen med både manglende resultater i det nye selskab - men afgjort også sagen om DSBFirst.

»Den tidligere økonomidirektør var en del af ledelsen, der havde ansvaret for den mangelfulde styring og det utilstrækkelige opsyn med økonomien i DSBFirst. Derfor afbryder vi samarbejdet,« siger Klaus Pedersen.

Han kom selv først til i fjor som netop afløser for Bartal Kass og har dermed ikke selv del i udviklingen med DSBFirst samt datterselskabets relationer til DSB. Alligevel er han også ude af DSB. Klaus Pedersen fratræder til efteråret posten som konstitueret adm. direktør i statens togselskab for at blive finansdirektør i virksomheden Chr. Hansen.

Derfor er DSB nu på jagt efter en ny topchef. Samtidig skal der også meget hurtigt findes en ny formand. Førstemanden i bestyrelsen Mogens Granborg meddelte nemlig tirsdag, at han ikke ønsker genvalg af helbredsmæssige årsager. De seneste ugers pres har taget hårdt på ham.

Der er endnu ikke valgt en afløser. Det sker på et ekstraordinært virksomhedsmøde inden for nogle uger, når regeringen har udpeget en ny DSB-formand. Indtil da er næstformand Annette Sadolin leder af møderne i bestyrelsen, der af ministeren har fået opgaven med at rydde op i forholdene omkring DSB.

Men bestyrelsen kan også selv ende med at få en del af ansvaret for krisen.

På gårsdagens generalforsamling var et punkt på dagsordenen, at bestyrelse og direktion bad om såkaldt decharge - fritagelse for ansvar om forhold, som er oplyst i årsregnskabet. Det ønskede ejeren, transportministeren, ikke at give tilsagn om. Han vil først se konklusionerne i de igangværende undersøgelser.

Ud over KPMG-undersøgelsen er Rigsrevisionen også ved at kulegrave DSBFirstsagen, ligesom DSB selv har hyret et advokatfirma til en gennemgang af forløbet.

»Den manglende decharge skal ikke tolkes som mistillid til bestyrelsen. Ansvarsfrihed til bestyrelse og direktion må ske på et oplyst grundlag, og det har vi ikke nu,« siger transportminister Hans Chr. Schmidt (V).

BRANCHENYT
Læs også