Medgift skal fremme bankredninger

Nyt lovforslag skal gøre det økonomisk mere attraktivt at overtage nødlidende banker.Sektoren tvivler på positiv reaktion fra udlandet.

Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) vil give bankerne et ekstra incitament til at redde konkurstruede danske banker, inden de vælter.

Det skal ske ved at give nødstedte banker en medgift, hvis nogen vil overtage dem, sagde Brian Mikkelsen på Realkreditrådets årsmøde onsdag.

Et lovforlag fremsættes fredag.

»Lovforslaget genindfører en variant af den medgiftsordning, som Indskydergarantifonden tidligere havde. Det bliver dermed muligt i forløbet forud for en eventuel anvendelse af bankpakke III at sælge en nødlidende bank til en købende bank, som oveni får en medgift, som betales af Indskydergarantifonden,« sagde Brian Mikkelsen.

Det er i forvejen Indskydergarantifonden, der i tilfælde af en banks kollaps skal dække kunders tab med op til 750.000 kr.

Ingen ændring


Brancheforeninger håber, at udlandet opfatter det positivt, at den danske banksektor opfordres til at kæmpe lidt mere for at undgå krakkede banker, men vurderer ikke, at det vil ændre noget på lånevilkårene pt.

»Det er et positivt signal, at bankerne skal gøre sig alle mulige anstrengelser for at finde private løsninger og at bankpakke III er absolut sidste udvej. Men om det ændrer noget er svært at sige. Vi har jo stadig en situation, hvor vi ikke ved, hvordan forholdene i resten af EU udvikler sig,« siger Jan Kondrup, direktør i Lokale Pengeinstitutter.

Brian Mikkelsen understreger, at det er en betingelse, at medgiftsmodellen kun anvendes i tilfælde, hvor det er økonomisk mest fordelagtigt for Indskydergarantifonden i forhold til at lade banken gå konkurs under Bankpakke III.

Ikke en ny ordning


Det nye lovforslag ville derfor ikke have hindret Amagerbanken i at vælte. For i Amagerbankens tilfælde var en stor del af bankens lån statsgaranteret, og dermed var det dyrere at redde banken end at lade den krakke. Havde Amagerbankens indlån været sammensat af rigtig mange små indlån under 750.000 kr., ville den øvrige sektor derimod have have haft et større incitament til at redde den.

Nationalbanken har været med i forhandlingerne om det ny lovforslag.

»Det er en god ting, hvis bankerne selv kan finde ud af det,« siger direktør i Nationalbanken Nils Bernstein, der mener, at det vil være en fordel for den finansielle stabilitet og finanssektorens anseelse i udlandet.

Direktør i Finansrådet Jørgen Horwitz understreger, at ordningen ikke er ny og tvivler på, at udlandet vil reagere på det danske lovforslag.

»Det er en ordning, vi har haft tidligere, men det er godt, at man kan få en medgift. Derved kan man minimere risikoen for, at en bank ender i en bankpakke III-løsning,« siger Jørgen Horwitz, direktør i Finansrådet.

BRANCHENYT
Læs også