Moderate udsving i stille marked

De danske obligationer lukkede med små kursstigninger i et stille marked på en fredag, da de britiske finansmarkeder holdt lukket pga. det royale bryllup. Fredag skuffede det tyske detailsalg, mens der var miksede signaler fra amerikanske nøgletal.

Fredag morgen kom der tal for det tyske detailsalg, som viste et fald på 2,1 pct. i marts sammenlignet med et nedrevideret fald på 0,4 pct. i februar. Det var en stor overraskelse, da analytikerne havde ventet en stigning i detailsalget på 0,2 pct. i marts. På årsbasis var der tale om et fald i detailsalget på 3,5 pct. i marts i forhold til analytikernes forventninger om en stigning på 1,4 pct.

»En negativ opgørelse i marts er ikke usædvanlig, når påsken falder i april. Det tyske detailsalg var fortsat 0,2 pct. højere i 1. kvartal sammenlignet med salget i 4. kvartal,« siger økonom Ulrike Rondorf hos Commerzbank til Bloomberg News.

Senere blev det amerikanske privatforbrug for marts afsløret. Det blev til en vækst på 0,6 pct., hvilket var over analytikernes forventninger. Samtidig blev væksten for februar oprevideret til 0,9 pct. fra 0,7 pct.

Endnu senere på eftermiddagen fredag kom der amerikanske tillidstal. Det amerikanske regionale erhvervstillidsbarometer fra Chicago skuffede lidt med et fald til 67,6 i april fra 70,6 i marts. Analytikerne havde ventet et lidt mindre fald til 68,2. Det regionale erhvervstillidsbarometer fra Milwaukee steg kraftigt til 68,0 i april fra 66,0. Her var der ventet et fald til 63,0.

Fra University of Michigan blev der fremlagt den endelige forbrugertillidsopgørelse for april, hvor tilliden blev oprevideret til 69,8 fra 69,6. Analytikerne havde ventet en større oprevidering til 70,0.

De britiske finansmarkeder havde fredag lukket grundet bryllup i den royale familie. Det var tronarvingen William, som skulle giftes med Kate Middleton. Det bliver en god lang britisk weekend, da finansmarkederne også her har lukket mandag.

Læs også