Blev nøglen eller bilen stjålet først

En uheldig mand fik både stjålet sin jakke med bilnøgler i lommen og firmabilen, som kun var en uge gammel, samme nat.

Natten mellem skærtorsdag og langfredag 2010 endte med at blive særdeles uheldig for en forsikringskunde hos Alm. Brand Forsikring. Manden passede sit arbejde på en bar, da han i løbet af natten blev frastjålet sin jakke fra barens kælder. I lommen lå bl.a. mandens bilnøgler. Bilnøgler, der passede til en helt ny Ford, som manden havde parkeret på en parkeringsplads.

Tyverierne stoppede dog ikke her. Den uheldige mands bil bliver nemlig også stjålet i løbet af den skæbnesvangre nat. Manden anmeldte tyverierne til politi og forsikring, men hverken bil eller jakken med bilnøglerne dukkede op.

Simpelt tyveri


I bilen havde manden flere personlige ejendele, men dem afviste Alm. Brand Forsikring at erstatte, fordi nøglerne til bilen var blevet stjålet ved simpelt tyveri, og fordi det ikke kunne konstateres, at der havde været voldeligt opbrud af bilen.

Manden undrede sig over, hvordan forsikringsselskabet kunne konstatere, at tyven ikke eksempelvis havde smadret en rude for at komme ind i bilen, når bilen aldrig var blevet fundet, og han klagede derfor til Ankenævnet for Forsikring.

Forsikringsselskabet fastholdt afgørelsen over for ankenævnet, idet Alm. Brand Forsikring formodede, at gerningsmanden først havde stjålet bilnøglen og dernæst bilen.

Det bestred manden imidlertid, idet han mente at have beviser for, at bilen blev stjålet før nøglerne. Ved hjælp af optagelser fra et overvågningskamera kunne manden vise, at den formodede tyv kørte væk i den nye firmabil 01.15 fredag morgen. På dette tidspunkt mente manden, at han med sikkerhed havde været i besiddelse af bilnøglen.

Nøglen til lageret


I nøglebundtet med bilnøglen havde manden nemlig også nøglerne til et lager på arbejdspladsen, og mere end en time efter, at den formodede tyv kørte fra parkeringspladsen, brugte manden denne nøgle. Indtil kl. 02.30 mente han at have været i besiddelse af sin bilnøgle, idet han på det tidspunkt hentede varer på lageret ved at bruge den nøgle, som sad sammen med bilnøglen.

Til trods for overvågningsvideoen og mandens forklaring fastholdt Alm. Brand Forsikring, at forsikringen ikke dækkede tyveri, hvor voldeligt opbrud ikke kunne konstateres.

Efter ankenævnets gennemgang af sagen udtalte nævnet, at forsikringsselskabet lagde vægt på, at bilnøglen blev stjålet før bilen, hvorimod klageren hævdede, at bilen blev stjålet før nøglen, som derved ikke kunne være brugt ved biltyveriet.

Ankenævnet valgte at afvise sagen med henblik på, at bevisførelsen bør ske ved domstolene, idet nævnet ikke kan vurdere, hvem der har ret ud fra parternes oplysninger.

Læs også