Flere landsdele oversvømmet med til salg-skilte

I hovedstaden smager boligmarkedet efterhånden normalt igen. Men på Vest- og Sydsjælland samt flere steder i Jylland og på Fyn er der i øjeblikket en overflod af huse til salg i forhold til antallet af boliger, der faktisk bliver solgt.

Tålmodighed er en dyd. Og en nødvendighed, hvis man i øjeblikket forsøger at sælge sit hus. Flere steder i landet er der nemlig så mange boliger til salg i forhold til antallet af faktiske handler, at udsigten til et salg er fjern.

Det viser en opgørelse, som Jyske Bank har lavet for Morgenavisen Jyllands-Posten. Den vidner om et boligmarked, der er som dag og nat, afhængig af hvor man sætter stiften i landkortet.

»Vi kan se, at der på Vest- og Sydsjælland er meget få købere til mange huse. Det gør det svært at være sælger, mens potentielle købere har mulighed for at gøre en rigtig god handel,« siger seniorøkonom Niels Rønholt, Jyske Bank.

I 4. kvartal sidste år var der på Vest- og Sydsjælland 7,4 boliger til salg, hver gang en købskontrakt blev underskrevet. Til sammenligning var det tilsvarende tal 1,9 i København og 2,4 i Storkøbenhavn. Her er der altså langt færre huse til salg i forhold til antallet af faktiske hushandler.

Det vidner om, at boligmarkedet her er holdt helt op med at hoste.

På vej mod normalisering


»Tallene indikerer, at vi næsten kan tale om normale tilstande i København. Eneste minus er, at der fortsat bliver givet afslag på udbudsprisen,« siger Niels Rønholt.

Københavnske husejere skar omkring 5 pct. af prisen i 4. kvartal sidste år, før det lykkedes at lokke en køber til at sætte sin underskrift på købskontrakten. Det er i den lave ende i forhold til det gennemsnitlige afslag på landsplan på 6,5 pct.

Også på Fyn er det op ad bakke at være hussælger i øjeblikket. I 4. kvartal sidste år var der seks gange så mange boliger til salg, som der rent faktisk blev solgt. Herefter kommer Nordjylland og Sydjylland med 5,1 og 4,8 boliger til salg p.r handlet bolig. Landsgennemsnittet er 4,7.

At det netop er Vest- og Sydsjælland, der halter allermest, overrasker ikke Morten Skak, der er ekspert i danskernes boligøkonomi.

»Den normale fødekæde fra København til dette område er brudt. Det hænger i al sin enkelthed sammen med, at mange kom til at købe nogle forfærdeligt dyre lejligheder i København, da det gik allerhedest for sig. De er nu stavnsbundne og har ikke mulighed for at købe et hus på eksempelvis Vest- eller Sydsjælland. Udflytningen er ganske enkelt bremset,« siger Morten Skak, der er lektor på Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi på Syddansk Universitet.

Købers marked i provinsen


Han siger, at nøgletallet - antal handler i et området divideret op i antal boliger til salg - er en god indikator for, hvor godt eller skidt boligmarkedet har det i et område.

»Det viser også, hvor lang tid det vil tage at tømme hylden for boliger, hvis man forestillede sig, at der ikke kom nye boliger til salg. Derfor skal sælgerne i Vest- og Sydsjælland, på Fyn og Nord- og Sydjylland nok væbne sig med tålmodighed,« siger Morten Skak.

Eller gøre noget andet og mere effektivt.

»De skal sænke prisen på deres bolig. Det er købers marked, og det må sælgerne se i øjnene, hvis de vil have boligen solgt,« siger Morten Skak.

Samme melding kommer fra Jyske Bank.

»Når der er så stor ubalance mellem udbud og efterspørgsel, er det et udtryk for, at prisen er for høj. For sælgerne er der derfor ingen vej uden om prisreduktioner,« siger seniorøkonom Niels Rønholt.

Indberetninger tager tid




Han gør desuden opmærksom på, at de udregnede nøgletal for overudbuddet formentlig er lidt for høje.

Det skyldes, at der kan gå lang tid, før de faktiske handler bliver indberettet og registreret. Det betyder, at antallet af handler formentlig stiger en anelse henover de næste par måneder.

Travlhed i 2. kvartal


Samtidig er 4. kvartal ikke ejendomsmæglernes yndlingsperiode.

Her er der generelt færre handler end i eksempelvis årets 2. kvartal, som i højere grad byder på travlhed, sved på panden og - ikke mindst - kroner i kassen ude i landets ejendomsmæglerbutikker.

Læs også