Vestas bliver ugens gyser

På den hjemlige scene vil fokus være rettet mod Vestas, som har oplevet store udsving efter meldinger om prispres hos konkurrenter, så der er lagt op til endnu en gysertime med Vestas i spotlight.På makroscenen er fokus rettet mod fredagens amerikanske arbejdsmarkedsrapport.

Mandag


A.P. Møller - Mærsk kan få ekstra opmærksomhed med regnskabet fra amerikanske Anadarko, som er samarbejdspartner. Anadarko leverer regnskab efter amerikansk lukketid. De to samarbejder om olieproduktion Algeriet, hvor Anadarko har en dobbelt så stor ejerandel i oliefelterne som A.P. Møller - Mærsk. Anadarko har en forbindelse til oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf gennem en andel i BP-boreriggen.

Bankregnskaber vil præge billedet på ugens første dag, og der vil være størst fokus på Jyske Banks tal. De andre regnskabsaktuelle er Nørresundby Bank og Sparekassen Himmerland. Banksektorens indtjening er i fokus, da nettorentemarginalen ventes at blive øget, i takt med at Den Europæiske Centralbank vil hæve renterne.

Mandag er lukkedag i Storbritannien. Yderligere har fondsbørsen i Hong Kong lukket grundet bankdag. I weekenden kommer kinesiske PMI-erhvervstillidstal for april, hvor analytikerne venter en lille stigning til 53,8 fra 53,4. Der er tidligere kommet flash estimatet for HSBCs PMI-tal.

Tirsdag


Inspirationen kommer tirsdag hovedsagligt fra de europæiske selskaber, hvor det franske teleselskab France Telecom, den tyske mikrochipproducent Infineon og lastvogns- og motorproducenten Man AG fremlægger regnskab. Man AG har fået en god indikation med regnskab fra den svenske konkurrent Volvo, som hævede forventningerne til lastvognssalget på begge sider af Atlanten. Det giver et godt udgangspunkt for regnskabet for tyske Man AG.

Onsdag


Det store trækplaster bliver regnskabet fra Vestas, og det bliver et regnskab, hvor nervøsiteten har floreret, da markedet frygter prispres. Aktiefokus skrev den 20. april, at den kinesiske vindmølleproducent Xinjiang Goldwind var ramt på indtjeningen af prispres, og at Goldwind ser hårdt tryk på indtjeningen i 1. halvår 2011.

Den 21. april skrev den amerikanske Vestas-konkurrent General Electric, at vindmøllepriserne i mindre grad var ramt af prispres, og det presser også indtjeningsmarginalen. General Electric skrev, at der hos GE Wind er tale om et prisfald.

Der er dermed lagt op til, at Vestas' meldinger om prisudviklingen kan blive et omdrejningspunkt for aktien. Vestas-aktien har over de seneste måneder oplevet voldsomme udsving, efter at den toppede i kurs 229 den 31. marts og efterfølgende er faldet til under 180 kr.

I årsregnskabet fra Vestas blev det nævnt, at omsætningen i 2011 ventes at stige lidt til 7 mia. euro fra 6,92 mia. euro, mens der i 2011 ventes en driftsmarginal (EBIT) på 7 pct. i 2011.

Vestas venter, at ordreindgangen i 2011 vil nå 7.000-8.000 MW mod 6.000 MW i 2010.

Typisk er 1. kvartal sæsonmæssigt et svagt kvartal for vindmølleproducenterne, og Vestas' annoncerede ordrer i kvartalet har været få, også i forhold til at det er et svagt kvartal.

Det er også ventet, at Vestas leverer et underskud i det svage 1. kvartal, og analytikerne kalkulerer et tab på 30 mio. euro efter skat, hvilket er mindre end tabet på 82 mio. euro for samme kvartal i fjor.

Coloplast fremlægger regnskab for 2. kvartal, efter at Coloplast hævede forventningerne i seneste kvartalsregnskab. Coloplast har over en længere periode fået gang i omsætningsvæksten kombineret med en øget indtjeningsevne, hvilket er sket efter Lars Rasmussen overtagelse af direktørposten.

Det har skabt en dynamisk udvikling, hvor udflytning af produktion til Ungarn og Kina skaber fremgang i indtjeningsevnen.

I regnskabet for 1. kvartal hævede Coloplast salgsforventningerne til 2010/11. Coloplast venter en organisk salgsvækst på 8-10 pct. i 2010/11 i dansk kroner, mens overskudsgraden ventes at stige til 23-25 pct.

Lundbeck hører også til blandt de regnskabsaktuelle. Med regnskabet fra den amerikanske partner Forest Labs er der kommet en melding for udviklingen i Lexaprosalget i USA. For 2011 venter Lundbeck en omsætning på 15,3-15,8 mia. kr. og EBIT på 3,3-3,6 mia. for 2011.

Regnskabstallene og salget vil være i fokus, men investorerne har også meget opmærksomhed rettet mod pipeline og meldinger om de medikamenter, der skal afbøde effekten af patentudløb i de kommende år.

Yderligere kommer der regnskabstal fra telegiganten TDC. For 2011 forventer TDC en omsætning på niveau med 2010 og en EBITDA-vækst på 2 pct. TDC henter vækst i mobil og tv-tjenester, hvilket afbøder for faldende salg i fastnettelefoni.

På den makroøkonomiske scene vil fokus være rettet mod den private amerikanske jobindikator ADP'en for april, som vil give en forsmag på fredagens vigtige arbejdsmarkedsrapport for april. Det er afgørende for den amerikanske økonomi, at jobskabelsen fortsætter.

Torsdag


GN Store Nord er aktuel med regnskab for 1. kvartal, og igen vil en del af opmærksomheden være rettet mod meldinger om den ventede betaling på 2,2 mia. kr. fra polske TPSA, som har tabt en voldgiftsag til GN Store Nord.

Den organiske vækstprognose fra GN Store Nord er på mere end 6 pct. i 2011. Koncernen venter en drift (EBITA) på 675-775 mio. Koncernens resultat ventes stige til 625-725 mio. før skat.

Den tyske industrigigant Siemens vil trække opmærksomhed med sit forskudte regnskab for 2. kvartal.

Siemens er konkurrent til Vestas med divisionen Renewable Energy. Der ventes dog kun begrænset effekt på Vestas, som onsdag er kommet Siemens i forkøbet med sit regnskab.

I seneste regnskab skrev Siemens, at Renewable Energy leverede indtjeningsfremgang trods investeringer i vækst, som gav øgede omkostninger.

Den tyske vaskemiddelproducent Henkel fremlægger regnskab for 1. kvartal, og det vil have interesse for Novozymes og Danisco, som er leverandører af enzymer til vaskemiddelindustrien.

I 4. kvartal leverede Henkel en omsætningsvækst på 11,2 pct., hvor den organiske vækst var på 7 pct. Dog var væksten mindre hos vaskemiddel-divisionen, hvor prisfald var med til at holde omsætningsvæksten nede. Hele koncernen venter en organisk vækst på 3-5 pct. i 2011 kombineret med fremgang i EBIT-marginalen.

Fredag


Det amerikanske arbejdsmarked vil være i fokus med arbejdsmarkedsrapporten for april, hvor arbejdsløsheden og jobskabelsen begge har vist bedring de seneste måneder. Arbejdsløsheden faldt i marts til 8,8 pct. efter at den i november 2010 lå i 9,8 pct.

Jobskabelsen lå på 216.000 ansættelser uden for landbruget i marts og viste dermed styrke. Det var positivt, at jobskabelsen i den private sektor trak op i det samlede billede.

»Vi har set gode indikationer for den amerikanske beskæftigelse, og jeg venter en jobskabelse uden for landbruget på 175.000-200.000. Den største risiko for en skuffelse er udviklingen i den offentlige sektor, mens der er mulighed for en positiv overraskelse i den private sektor. Jeg venter, at ledigheden ligger fladt,« vurderer chefanalytiker Ulrik Bie fra Nykredit.

Læs også