Northern Rock sat til salg på tilbud

Skandaliseret, nationaliseret og ruineret. Tre år efter, at stormløbet mod Northern Rock rystede finansverdenen, har den britiske regering sat banken til salg til rabatpris.

London

Efter tre omtumlede år på statslige hænder har den britiske finansminister, George Osborne, sat skandalebanken Northern Rock til salg.

Banken blev i 2007 det første offer i finanskrisen, da usikkerhed om dens finanser skabte det første stormløb mod en britisk bank i mere end 100 år og rystede hele finansverdenen.

»Billederne af køerne uden for dens filialer var et symbol på alt det, som gik galt (..), men et salg tilbage til den private sektor vil hjælpe med at opbygge (Storbritanniens internationale) renommé igen,« sagde Osborne sent onsdag i en tale til britiske finansfolk og understregede, at han ønsker, at en ny bank kan øge konkurrencen og udfordre Storbritanniens fire storbanker HSBC, Barclays, Royal Bank of Scotland (RBS) og Lloyds.

Northern Rock ventes at kunne sælges for op mod 1 mia. pund (8,5 mia. kr.), hvilket i første omgang vil betyde et statsligt tab på 400 mio. pund (3,5 mia. kr.) i forhold til det beløb, som britiske skatteydere måtte skyde ind i den skrantende bank for at forhindre denLene Court-Payens kollaps. Virgin Money - ejet af Virgin Airlines-stifter Richard Branson - ventes at være blandt de interesserede købere. En anden ventes at være kreditforeningen, Yorkshire Building Society.

Banken blev for et års tid siden splittet op i to dele, og salget vil kun omfatte den ”sunde del”, mens staten beholder de mest giftige boliglån, som i dag administreres af Northern Rock Asset Management. På lang sigt er det håbet, at det kan få hele Northern Rock-affæren til at gå i nul for statskassen.

Staten ejer også 83 pct. af RBS og 41 pct. af Lloyds, men Osborne sagde, at det kan tage år, inden finansministeren vil sætte statens aktier her til salg. Nyheden kom samtidig med, at den britiske nationalbankdirektør, Mervyn King, brugte et bibelsk billede på at forklare, at Storbritannien efter syv fede år nu er midt i syv magre år.

»Den britiske økonomi er midt i transformation for at genskabe balancen mellem efterspørgsel og produktion og mellem privat og offentlig forbrug til nettoeksport og erhvervsinvesteringer, og det vil tage adskillige år, før det er overstået,« sagde han.

Osborne bekræftede samtidig, at regeringen planlægger at indføre nye regler, der betyder, at banker skal sætte vandtætte skotter op mellem almindelige bankkunder og risikable investeringer for at undgå, at spekulationer i fremtiden kan gå ud over private opsparinger.

BRANCHENYT
Læs også