Dong vælger Siemens - igen

Siemens indkasserer endnu en stor ordre på gearløse havmøller fra Dong Energy.Men gearløse møller er også de eneste, der fungerer, fastslår Siemens Wind Power.

Dong Energy vil bruge 7 mia. kr. på halvpart i endnu en britisk havmøllepark.

Parken, West of Duddon Sands, skal opføres i Det Irske Hav i samarbejde med Scottish Power Renewables og stå klar i 2014.

»West of Duddon Sands bliver Dong Energys niende havmøllepark i Storbritannien og understreger dermed Dong Energys position som markedsleder inden for havvind,« siger Anders Eldrup, adm. direktør i Dong Energy.

Og nok en gang skal Siemens levere gearløse 3,6 MW-møller til projektet.

Spørger man ledelsen i Siemens Wind Power, er Dongs valg af mølletype nærmest uundgåelig.

»For store landmøller og havmøller er fremtiden alene uden gear,« siger Henrik Stiesdal, teknologichef i Siemens Wind Power.

Dermed er fronterne for alvor trukket op mellem Siemens og Vestas, idet verdens største vindmølleproducent holder fast i vindmøller med gear.

Da Vestas i marts løftede sløret for sin kommende 7,0 MW-havmølle, var budskabet, at gearkasser er og bliver vejen frem.

Pålidelig og sikker


»Offshore-kunder ønsker ikke nye og uafprøvede løsninger. De ønsker pålidelighed og en forretningsmæssig sikkerhed, og det er, hvad V164-7.0 MW-møllen giver dem,« lød det fra Finn Strøm Madsen, direktør for teknologi og udviklingsafdelingen i Vestas, da den nye mølle blev præsenteret i London.

De forskellige teknologiske retninger udelukker dog ikke per automatik Vestas fra et fremtidigt Dong-samarbejde.

Selv om Siemens og Dong endnu fremstår som et nyforelsket par, er det mindre end to måneder siden, at Dong og Vestas meddelte, at man havde planer om et samarbejde. Samarbejdet skal bl.a. gælde test af den nye 7,0 MW-havmølle.

Skridtet er opsigtsvækkende, fordi Dong Energy meget snart kan stå overfor at skulle indgå nye mølleaftaler. Dong og Siemens historiske rammeaftale fra foråret 2009 om levering af 500 3,6 MW-havmøller synes nemlig at synge på sidste vers. Dong ønsker ikke at lægge tallene frem, men tallene viser, at Dong har brugt i omegnen af 474 Siemens 3,6 MW-møller - inklusive den kommende Duddon Sands-park.

Vestas i gulvet


Om Vestas får held til at kæmpe sig tilbage i Dong-varmen, er foreløbig uvist. Indtil videre har eneste melding fra Dong været, at man holder alle døre åbne og først og fremmest er interesseret i møller, som - uanset teknologi - virker.

Spørger man Vestas-ejerne, er der imidlertid ikke megen tro på vindmøllegigantens formåen for øjeblikket. Oven på meddelelsen om Siemens' milliardinvestering og den nye havmølleordre fra Dong blev Vestas-aktien torsdag sendt ned med knap 6 pct. En Vestas-aktie koster nu under 138 kr., hvilket ikke er set siden april 2006.

BRANCHENYT
Læs også