Pension? Så gammel er jeg ikke!

Pension En undersøgelse viser, at forbløffende få kvinder interesserer sig for deres pension.

Er denne monolog realistisk? I skal forestille jer værtinden eller en kvindelig gæst ved et middagsselskab.

»Det er mig, der må styre økonomien derhjemme! Det har taget mig lang tid - ”ages” - søde at få ham til at bruge skjorterne mere end én gang, før han smider dem til vask. Og da han skulle købe ind, ville han købe rugbrød nede i Brugsen. Heldigvis havde jeg opdaget, at det var på tilbud i Bilka. Det var sat 2 kr. ned. Godt nok er der 15 km til Bilka, men vi kører jo diesel.

Og så fik jeg forklaret hende bankdonnaen - ja du ved den radmagre modelaspirant med dådyrøjnene og klippekort til Bruuns Bazaar, at jeg ikke længere vil betale 5 kr. om året for et kontoudtog.

Og ved du hvad, hun gjorde: Hold godt fast i glasset, søde: Hun spurgte mig, om vi ikke snart skulle få et overblik over min pension?

Hvad giver du mig? Ja ikke! Pension! Så gammel er jeg da ikke!«

Svaret er ja.

En monolog af den karakter er realistisk. Og det er ikke en påstand, der er fremsat i røg- og øltågerne i et herreomklædningsrum efter en old boys-fodboldkamp.

Nej, det er resultatet af en undersøgelse, som pensionsselskabet Pensam har foretaget. Hver fjerde kvinde mellem 18 og 74 år aner stort set ingenting om pension.

Undersøgelsen omtales i Politiken, Danmarks mest bekymrede dagblad.

Men i dette tilfælde deler jeg bekymringen.

Pensam har brugt analyseinstituttet YouGov, der bl.a. har spurgt:

»Hvor meget sparer du op til pension om måneden i alt?«

Her svarer 25 pct. af kvinderne og 13 pct. af mændene "ved ikke".

»Hvor meget forventer du at få udbetalt i alt om måneden som pensionist?«

39 pct. af kvinderne og 24 pct. af mændene ved det ikke.

At man ikke ved, hvor meget man sparer op hver måned, er stærkt bekymrende, for det står på lønsedlen!

Ikke at vide, hvor meget man får udbetalt, er knap så bekymrende. For det afhænger ikke kun af afkastet, men også af, hvordan man vælger at få sin pension udbetalt.

Det vender jeg tilbage til.

Men vi er simpelthen nødt til alle sammen at vide, hvor meget vi indbetaler hver måned, og hvor mange penge vi har stående - altså saldoen. Det skylder vi os selv.

Uanset hvad er der en lille trøst til kvinderne. Når 87 pct. af mændene svarer, at vi godt ved, hvor meget vi sparer op, så behøver det ikke være rigtigt.

Mænd overdriver, og jo ældre vi bliver, jo større bliver ikke nødvendigvis bedrifterne, men fortællingen om de bedrifter, I måske har været en del af og ikke helt kan genkende.

Vi overdriver om vores investeringer, byttepriser på bilerne og vejen til rabatten på herregårdsstenene.

Advarselslamperne bør lyse, når vi siger: »og så sagde jeg også til ham bilforhandleren/ejendomsmægleren/bankmanden/byggemarkedsfætteren..«

Jeg siger ikke, vi lyver, men jeg siger, vi husker lidt fantasifuldt.

Men ikke at vide noget om sin pension kan blive dyrt - ikke mindst for kvinder, fordi de ofte tjener mindre end deres mænd. I mange tilfælde har de været på deltid i forbindelse med en fødsel og har dermed ikke fået indbetalt så meget.

Hvis det ender med skilsmisse, og dem er der ca. 15.000 af om året, får kvinden som udgangspunkt ikke en krone af mandens pension. Kun hvis der er lavet en ægtepagt, skal pensionen deles.

Og sådan en ægtepagt har kun 1 af 10 par.

Tidligere blev pensionerne delt ligeligt mellem parterne. Men det gør de ikke længere.

Så hvad venter I på, 9 ud af 10? En ægtepagt kan laves på nettet for 1.450 kr. inklusive moms!

Pension er faktisk ikke så indviklet. Der findes tre slags:

En kapitalpension: Den kan man maksimalt indbetale 46.000 kr. om året på (2011). Den kan udbetales på en gang mod en afgift på 40 pct. Til gengæld kan den kun fratrækkes i bundskatten, som er 38 pct.

Ratepension: Indbetalinger kan fratrækkes i topskatten. Den udbetales i rater typisk mellem 10 og 25 år. Den beskattes som almindelig indkomst. Man kan maksimalt indbetale 100.000 om året med fradrag i topskatten.

Livrente: Den minder om ratepensionen. Men lader man den løbe uendeligt, rammes man ikke af 100.000 kroners loftet.

Sværere er det egentlig ikke. Så tjek lønsedlen hver måned, saldoen en gang i mellem, og få lavet den ægtepagt nu!

BRANCHENYT
Læs også