Banker indhentet af fortiden

Bank of America udrede en rekordstor erstatning på 8,5 mia. dollars til en række investorer. Sagen kan blive den første af en stribe erstatningskrav mod amerikanske storbanker.

Savannah

Sluserne er blevet åbnet for en strøm af erstatningssager mod de amerikanske storbanker, efter at den største af dem alle, Bank of America, har måttet betale 8,5 mia. dollars til en snes professionelle investorer, der havde købt bankens tvivlsomme realkreditobligationer.

Der er tale om den hidtil største erstatning efter den internationale finanskrise, som blev udløst i slutningen af 2008, da det amerikanske boligmarked brød sammen. Det skete på ryggen af såkaldte subprime-lån givet til husejere, som ikke kunne eller ville betale afdrag og renter.

Det bliver dog ikke den sidste erstatning, som de amerikanske banker bliver tvunget til at give både store og små investorer. De stolede på bankernes forsikringer om, at der kun blev solgt værdipapirer med grundlag i sikre og

veldokumenterede lån givet under det store boom på boligmarkedet.

Bank of America har selv erkendt, at der ikke sættes punktum med de 8,5 mia. dollars, skønt det er et beløb, der slår alle tidligere rekorder. Banken har afsat yderligere 5,5 mia.dollars til erstatninger. Det betyder, at den kommer ud af dette halvår med et under på skud omkring 9 mia. dollars, og antageligt også et negativt resultat for hele 2011.

Samtidig har andre investorer gjort det klart, at de ser aftalen mellem storbanken og de vrede investorer som en model for kommende søgsmål. Holdningen sammenfattes af advokaten Kathy Patrick, der repræsenterede de 22 investorer, med en bemærkning om, at Bank of America har udstukket en vej, som hendes klienter venter, at andre banker vil følge.

Ifølge flere analytikere kan Bank of Americas samlede tab løbe op omkring 25 mia. dollars. For konkurrenter som JPMorgan Chase, Citigroup og Wells Fargo bliver der tale om noget mindre beløb, men for hele banksektoren kan tabene løbe op i mere end 100 mia. dollars.

Den store erstatning vil blive udbetalt til Bank of New York Mellon. Banken vil derefter fordele milliarderne mellem sagsøgerne, der har obligationsfonden Pimco, kapitalfonden BlackRock og ingen ringere end Federal Reserves New York afdeling i spidsen.

De fleste af de tvivlsomme værdipapirer stammer fra kreditforeningen Countrywide, som Bank of America købte i 2008 for 4 mia. Dollars. Banken erkender nu indirekte, at den betalte en overpris. Investeringen i Countrywide nedskrives med 2,6 mia dollars.

De 22 professionelle investorer overrumplede finansverdenen sidste efterår, da de stillede krav om at få dækket de tab, som de havde lidt på værdipapirer solgt af Bank of America. De beskyldte banken for at have solgt værdipapirerne uden at have sikret sig, at låntagerne kunne betale. Oveni kom dårlig indkassering af renter og afdrag.

I første omgang afviste banken alle krav som ubegrundede. Det skete bl.a. med henvisninger til, at de store fonder var professionelle investorer, der selv kunne vurdere, om der var et solidt grundlag for værdipapirerne.

Den adm. direktør, Brian Moynihan, gik så langt som til at hævde, at han ville bekæmpe erstatningskravene med næb og klør.

Nu forklarer direktøren, at erstatningerne vil fjerne en økonomisk usikkerhed og gøre det muligt for banken at lægge juridiske problemer bag sig.

Aktionærerne synes at dele denne vurdering. Efter at Bank of America i år har måttet se sin aktiekurs falde en snes pct., noteres der nu stigninger på mere end 3 pct. Trods det har banken på børsen klaret sig væsentligt dårligere end næsten alle konkurrenter.

De 22 investorer har lige som Bank of America foretrukket et forlig efter månedlange forhandlinger i stedet for retssager, der var blevet både langvarige og kostbare. For storbanken gjaldt det om at få gjort rent bord så hurtigt som muligt.

Andre sager synes dog at være på vej. Anklagere i alle 50 stater er således ved at afslutte en undersøgelse af, hvordan banker og andre långiver misbrugte systemet, når de gav boliglån vel vidende, at låntagerne ikke havde den ringeste chance for at opfylde betingelserne.

De 50 stater er på vej med krav om, at bankerne betaler op til 30 mia. dollars i erstatning og bøder. Hertil kommer de erstatningskrav, der med stor sikkerhed vil blive fremlagt af en række forsikringsselskaber. De hævder, at boliglånene ikke levede op til normal standard eller endog i mange tilfælde byggede på svigagtige informationer...

BRANCHENYT
Læs også