Kommentar: Hvem skal nu betale?

Kampen om at slippe for endnu en regning for den danske finanskrise er i fuld gang. Med få undtagelser må opkrævningerne ske der, hvor krisen blev skabt: I de enkelte bankers bagland - ikke i statskassen.

Først gik det galt med ratingen, så røg fundingen, hvorefter CDS'erne stejlede, og investorerne tog et haircut på 2.500 bips.

Indrømmet, den beskrivelse af et bankkrak er næppe hjælpsom for ret manges forståelse af situationen. Det har den så til fælles med hovedparten af de udsagn om banksektorens helbredstilstand, der for tiden cirkulerer, som oftest tilsat en solid dosis finans-slang. Mængden af store ord og fagudtryk overgås kun af det omfang af sort snak, som ordene er designet til at dække over.

Det eneste sikre om den danske finanskrise her og nu er nemlig, at intet er sikkert. Og dét er en særdeles skræmmende virkelighed at befinde sig i for en bankverden, der netop lever af knivskarpt at gennemskue og sætte pris(er) på enhver økonomisk risiko og usikkerhed.

Ugens bedste eksempel på hvor stor fejlmargin, branchen opererer med for tiden, kom fra resterne af Amagerbanken. Da nogle af rigets bedste og klogeste finansfolk i de hektiske dage omkring bankens krak havde dannet sig et overblik over katastrofens omfang, vurderede de, at kunderne havde tabt 41 pct. af alle indlån over indskydergarantiens loft på 750.000 kr. Nu viser en revisionsundersøgelse så, at tabene kun løber op i en tredjedel af det forventede. Forskellen skal udmåles i 4-5 mia. kr. Det kolossale fejlskud er bemærkelsesværdigt. Især fordi netop udsigten til gigantiske tab i Amagerbanken var den officielle årsag til, at de resterende banker ikke ville holde indskyderne skadesløse. Jo, det gode bankhåndværk er udfordret for tiden.

Det politiske system har det ikke meget nemmere. For tag ikke fejl: Når økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) konstaterer, at de danske banker er solide, ved han ikke selv, om han har ret. Lige så lidt som banklobbyen har fod på situationen, når den hævder, at uden statslig bistand, går det finanssektoren ilde (med undertonen: Og vent så bare at se, hvad der sker med det omgivende samfund).

Det er altså et ganske godt udgangspunkt for at forstå finanskrisen at forholde sig skeptisk til alle involverede parter og analysere de kolde fakta i den rækkefølge, de materialiserer sig. Lige nu ved vi med sikkerhed, at adskillige af de endnu levende banker kommer til at mangle penge i alvorlig grad, når statsgarantier falder bort og kapitalkravene vokser i løbet af de kommende to år.

Vi ved også, at Danmark har betalt en pris for at være det første land i Europa, som valgte at følge reglerne og lade Amagerbankens og Fjordbank Mors' långivere tabe en del af indskuddet, da bankerne krakkede. Det har gjort det vanskeligere for andre danske banker at låne penge på attraktive vilkår.

Siden har Storbritannien delvist sluttet sig til den danske model, som meget vel kan brede sig til flere statsgældsplagede lande, når EU efter sommerferien kommer på banen med nye fælles regler for bankkrise-håndtering.

Og endelig ved vi: At politikere og banksektorens top under alle omstændigheder fortsætter med at spille Sorteper om, hvem der skal betale for oprydningen.

Man kan i den sammenhæng frit vælge mellem de enkle standpunkter: Bankerne er en samling kyniske spekulanter, der vil tørre regningen for deres egen forfejlede casinoøkonomi af på skatteyderne. Eller at politikerne er en samling kyniske spekulanter, der spiller hasard med landets finansielle stabilitet, fordi det er en sikker vej til genvalg at gå i kødet på de upopulære banker.

Den nuancerede og mere retvisende konklusion er, at ingen af parterne har den fjerneste idé om, hvor stor regningen for det finansielle morads ender med at blive. Og at de netop derfor begge ved, at det ville være rasende ubegavet netop nu at binde en blankocheck i halen på finanskrisen.

Den gode nyhed er, at det behøver de heller ikke gøre. Det er ikke samfundets ansvar at sørge for, at ingen bank kan gå ned, eller at ingen kunde eller långiver kan tabe penge, når det sker. Men det er samfundets ansvar at styre sin finanssektor, så vi aldrig kommer i nærheden af en total nedsmeltning af pengestrømme og kreditgivning i landet.

Hvad siger så fakta? Hvad har de reelle konsekvenser af krak i de mellemstore banker Amagerbanken og Fjordbank Mors været?

Jo, det har været ubehageligt og dyrt for især de lokale aktionærer og indskydere, der tabte penge. Og de øvrige banker har måttet betale mere for deres lån. Krakkene signalerer jo, at noget er råddent i den danske kreditbranche. Ergo stiger risikoen og dermed prisen for at låne penge.

Sådan er det gået. Hverken værre eller bedre. Samfundet står endnu.

Det betyder ikke, at Danmark skal lade alt det falde, der ikke kan stå.

Der findes afgjort en god håndfuld banker herhjemme, som er for store til, at staten kan tillade, at de krakker. De øvrige er velkomne i gadebilledet, men absolut uden betydning for den finansielle stabilitet på længere sigt. De er i praksis undværlige. Og så er der jo intet argument for, at skatteyderne skulle betale for flere kostbare indlæggelser på den finansielle intensivafdeling.

Læs også