Verdens kødproduktion nærmer sig 300 mio. tons

I 2011 vil der blive produceret 294 mio. tons kød på verdensplan. Det svarer til lige omkring 115 gram kød om dagen pr. person, hvis ikke det var ulige fordelt, og en del havnede i skraldespanden.

Nye tal fra "Food Outlook" fra FNs landbrugs- og fødevareorganisation, FAO, viser, at produktionen af de fire vigtigste kødtyper - svin, fjerkræ, okse og fåre/lammekød - steg i 2009 og igen i 2010 til et niveau på 290,6 mio. tons. Ifølge cheføkonom hos Landbrug & Fødevarer, Leif Nielsen, skal forklaringen på den stigende produktion ikke kun findes i stigende befolkningstal.

»Det er i virkeligheden stigende indkomster, der ligger bag disse tal. Historisk har vi, senest i Østeuropa, set, at når fattige mennesker bevæger sig op i middelklassen, ændrer de forbrugsvaner, og det vil også sige inden for kødforbrug. Så en stor vækst i middelklassen i lande som Kina og Brasilien trækker i høj grad det her læs,« siger Leif Nielsen til netmagasinet foodculture.dk.

Mængden af alle fire kødtyper stiger, men nogle stiger mere end andre. Svinekød er den mest producerede kødtype med en produktion i 2011 på 110 mio. tons, men de billigste kødtyper som fjerkrækød haler pga. en presset økonomi godt ind med 100,2 mio. tons.

Læs også