Alle kan kalde sig revisor

Titler: Kun personer, der opfylder særligt lovfastsatte krav, må kalde sig advokat. Anderledes forholder det sig med titlen revisor. Den kan bruges af alle.

Danmark er et foreningsland, siges det. Vi danner foreninger for alt mellem himmel og jord, og medlemmerne af foreningen betaler typisk et kontingent, så foreningen har lidt midler at gøre godt med.

Når året er gået, skal kasseren aflægge et regnskab, så medlemmerne kan se, hvad deres kontingentkroner er gået til, og for at kasseren ikke bare skal tro, at det er en dans på roser at have ansvaret for foreningens kasse, har man også typisk valgt en revisor, der skal kontrollere, at kasserens regnskab dækker over de faktiske forhold.

Der er ingen krav til, hvem der kan være kasserer, eller hvem der kan være revisor. Antageligt skal det jo være nogen, der nyder de andre medlemmers tillid - og er det det, er alting godt. Det er jo for medlemmernes skyld regnskabet aflægges, og det er medlemmerne, der - i god foreningstradition - også gerne vil have en revisor ind over kasseren.

Denne tradition
er så stærk, at det er den helt afgørende faktor for, at titlen revisor ikke er beskyttet i lovgivningen. Allerede for mange år siden i forbindelse med de første revisorlove overvejede man således, om man skulle beskytte selve titlen revisor, ligesom det f.eks. kun er personer, der opfylder de særligt lovfastsatte krav, der må kalde sig advokater. Man undlod imidlertid at beskytte titlen revisor, idet det var en så gængs og indarbejdet betegnelse i sproget, at man ikke fandt at burde forbeholde dette ord for statsautoriserede (og senere registrerede) revisorer.

Vi har således revisorer, og det kan alle kalde sig, også i forbindelse med revision af foreningers regnskaber. Man behøver ikke at være godkendt revisor (som gruppen af statsautoriserede og registrerede revisorer i dag hedder), og man må gerne skrive under på, at man har revideret foreningens regnskaber.

På den anden side har vi gruppen af godkendte revisorer. De er undergivet reglerne i revisorloven og de skal bestå en række eksaminer udover, at de skal have nogle særlige uddannelser.

Når sådanne personer foretager revision af regnskaber forsyner de regnskabet med en revisionspåtegning, og den er der en lang række krav til. De reviderende revisorer skal endvidere være uafhængige af det selskab, den virksomhed eller den forening, hvis regnskab, de forsyner med en revisionspåtegning.

Vi har således to gode, fornuftige regelsæt på hvert sit område: En foreningsrevisor er normalt medlem af foreningen, behøver ikke nogen særlig uddannelse, må kalde sig revisor og behøver ikke at leve op til nogen form uafhængighedskrav.

På den anden side har vi godkendte revisorer, der er undergivet lovkrav, og som skal være uafhængige af den virksomhed, de afgiver erklæring om.

Hvad gør man så, hvis foreningsrevisoren er en offentligt godkendt revisor, der afgiver en revisionserklæring på et foreningsregnskab - måske endda under overskriften: »den uafhængige revisors erklæring«? Her brydes regelsættene og hensynene bag disse - og for at gøre det rigtigt vanskeligt, så er revisorloven tavs om en sådan konflikt.

Man må vel i hvert fald kunne fastslå, at man her befinder sig på ”kanten” af loven i ordets egentlige forstand. Hvis den godkendte revisor blot havde tituleret sig revisor på foreningsregnskabet og i øvrigt ikke havde påkaldt sig nogen særlig form for uafhængighed, måtte man antageligt nå frem til, at det er de foreningsretlige regler, der gælder, og at der så ikke er nogen form for yderligere problemer.

Hvis omvendt den pågældende angiver at være godkendt revisor og anfører, at der er tale om uafhængig revision, ja, så er det sandsynligt, at forholdet bør gribes af revisorloven med de krav til bl.a. uafhængighed, der stilles her.

Når det er sandsynligt, at loven griber forholdet, skyldes det, at den beskyttede titel som statsautoriseret, registreret eller godkendt netop signalerer, at man opfylder de særlige krav i loven og læseren af det regnskab, der er revideret af en sådan person, må forvente, at de almindelige krav til en revisionspåtegning er opfyldt.

Hvis dette udgangspunkt er rigtigt - hvad jeg mener, at det er - må man stille det næste spørgsmål: Hvad kan man så kræve af revisors uafhængighed i relation til foreningen. Som nævnt er der ingen udtrykkelige regler, der regulerer spørgsmålet om, hvorvidt en revisors medlemskab af en forening gør, at han ikke er uafhængig. Det betyder, at man skal anvende den generelle regel, der forhindrer en revisor i at afgive erklæring, hvis »der foreligger trusler (mod uafhængigheden), der kan vække tvivl om revisors uafhængighed hos en velinformeret tredjemand«. Det er således en uhyre konkret vurdering af hver enkelt situation: Er det en meget lille forening, hvor hvert medlem har en betydelig indflydelse, taler det imod uafhængighed.

Er det omvendt en meget stor forening med masser af medlemmer, taler det for uafhængighed.

Er det en forening med særlige offentlige interesser, taler det imod uafhængighed og omvendt, hvis det er en forening uden nogen form for samfundsmæssig interesse. Havde det været et aktieselskab - uanset dettes størrelse - er det i dag forbudt for den reviderende revisor at have så meget som en enkelt aktie. En aktionær er medejer af aktieselskabet og i en vis forstand er et medlem af en forening ”medejer” af foreningen og dennes formue.

Dette kunne tale for, at medlemskab af selv en stor forening udelukker uafhængighed hos den reviderende, godkendte revisor.

Hvis der er tale om
en forening, der modtager støtte af en eller anden art, vil det oftest være krævet af tilskudsgiveren, at foreningens regnskab revideres af en godkendt revisor ofte ifølge en særlig revisionsinstruks. Dette er således helt sædvanligt, hvis der er tale om tilskud i form af offentlige midler.

Det kan dog også være formuleret som et krav om, at en godkendt revisor skal afgive særlige erklæringer til tilskudsgiveren, som det f.eks. er i partistøtteloven, hvor selve regnskabet ikke kræves revideret, men hvor der er krav om en erklæring fra en godkendt revisor om, at partiet har oplyst korrekt om »de udgifter, der mindst er afholdt til politisk arbejde her i landet i det … seneste kalenderår… «

Der er således ingen tvivl om, at revisor skal være godkendt, og at arbejdet skal udføres i overensstemmelse med revisorlovens krav om bl.a. uafhængighed, hvis der kræves revision eller afgivelse af erklæring fra en godkendt revisor. Kræves alene en erklæring fra en uafhængig, godkendt revisor, kan selve regnskabet for så vidt godt være revideret af en intern foreningsrevisor - eller slet ikke revideret, hvis noget sådant ikke kræves i foreningens vedtægter.

Debatten de seneste måneder har på mange planer drejet sig om reglerne for partistøtte, offentliggørelse af navne på bidragydere m.v., og flertallet af partierne på Christiansborg har mere eller mindre entusiastisk udtalt, at man efter sommerferien (og/eller efter valget) ville se nærmere på hele dette regelsæt.

Det ville således være en god anledning for politikerne til at afklare også det her behandlede spørgsmål. F.eks. i form af et krav om, at partiregnskaber forud for offentliggørelse skal revideres af en uafhængig, godkendt revisor. Ganske vist er der i øjeblikket en ”trend” i retning af at minimere revisionspligten for virksomheder, men i samme trend følger (lidt paradoksalt) et krav om stadig strengere revision af virksomheder af samfundsmæssig betydning. Således skal revisionen af kommunerne f.eks. pr. 1. januar 2012 leve op til kravene til revision af statslige aktieselskaber.

De politiske partier har også en vis samfundsmæssig betydning - så en afklaring ville være kærkommen...

BRANCHENYT
Læs også