Cykliske aktier under pres

Det danske C20-indeks lukkede tirsdag med et fald på 0,22 pct. til 439,83.

Flere af de cykliske aktier blev ramt af lidt gevinsthjemtagning, herunder A.P. Møller - Mærsk som udnyttede sin option på to boreskibe.

»Generelt var tirsdagen præget af mindre uensartede udsving, hvor den lidt skuffende erhvervstillid og detailsalget fra EU satte sig i markedet. Yderligere skulle markedet lige absorbere de seneste stigninger. Tryg fik genoprejsning oven på mandagens fald efter skybruddet, mens cykliske aktier såsom A.P. Møller - Mærsk, D/S Norden og FLSmidth blev ramt af lidt gevinsthjemtagning og havde det svært i handlen,« siger aktierådgiver Jesper Bamberger fra Nordea.

A.P. Møller - Mærsk lukkede 2,0 pct. lavere i kurs 43.920. Maersk Drilling valgte at udnytte sine optioner på to boreskibe specialiseret til boringer på dybt vand hos Samsung Heavy Industries. De to boreskibe vil blive leveret i 2. og 3. kvartal 2014 og vil koste samlet 1,3 mia. dollars. Samlet for i år har Maersk Drilling investeret 3,8 mia. dollars i to nye jack-up rigge og fire boreskibe. Yderligere sænkede finanshuset Societe Generale sit kursmål på aktien til 67.000 kr. fra 69.000 kr.

Andre cykliske aktier havde det også svært i tirsdagens handel. Rederiet D/S Norden faldt 2,3 pct. til kurs 176,2, mens FLSmidth tabte 1,2 pct. til kurs 443,3.

Vestas steg 0,1 pct. til kurs 130,1. Den danske vindmølleproducent tegnede en stor aftale med svenske Eolus Vind på i alt 180 MW. Ifølge Eolus Vind skal Vestas levere de mange MW via mølletyperne V90, V100 og V112 over de næste tre år. Vestas bekræftede over for Ritzau Finans, at man har indgået rammeaftalen med Eolus Vind. Aftalen indeholder en yderligere option på 40 MW.

Topdanmark endte 0,1 pct. højere i kurs 959,0. Selv om weekendens skybrud var en voldsom begivenhed, der vil resultere i større samlede erstatninger end skybruddet i august sidste år, udløser det ikke præmieforhøjelser hos Topdanmark. Det fastslog adm. direktør Christian Sagild, som yderligere oplyste, at Topdanmarks genforsikringsaftaler gør, at selskabet regner med nettoomkostninger fra skybruddet på et sted mellem 50 og 100 mio. kr., inklusive omkostninger til genetablering af genforsikringen. Derudover indledte det schweiziske finanshus Credit Suisse sin dækning af Topdanmark og Tryg. Dækningen af Topdanmark indledtes med en "neutral"-anbefaling, mens dækningen af Tryg blev indledt med anbefalingen "outperform". Tryg steg 0,7 pct. til kurs 297,0.

Danske Bank tabte 1,9 pct. til kurs 100,1, og Sydbank lukkede 1,3 pct. lavere i kurs 117,4. Det internationale kreditratingbureau Moodys forventer, at de danske bankers indtjening vil lide under stigende fundingomkostninger pga. kollapset hos Amagerbanken og Fjordbank Mors. Det skrev Bloomberg News.

Mols-Linien lukkede uændret i kurs 20,0. Linjefartsrederiet har lukket sin rute mellem Kalundborg og Aarhus og har også solgt rutens to skibe. Som følge deraf hævede selskabet forventningerne til 2011, hvor der nu ventes et underskud på mellem 30-50 mio. kr. fra tidligere 45-65 mio. kr. Også forventningerne til cashflowet blev opjusteret.

Ritzau Finans..

Læs også