Jens Kirk: »Det er ikke meningen«

Otte trawlere sidder på en fjerdedel af dansk fiskeri, og udviklingen får politikere op af stolen.

Det er næppe en overraskelse for ret mange, at dansk fiskeri er blevet centraliseret, men alligevel får en artikel om emnet i tirsdagens udgave af Morgenavisen JyllandsPosten flere politikere til at hæve øjenbrynene.

I artiklen kan man bl.a. læse, at fiskekvoter er blevet en milliardforretning for landets otte største fiskere, der sidder på en fjerdedel af hele Danmarks fiskelandinger.

En udvikling, der blev mulig med indførelsen af de omsættelige kvoter i 2003.

»Vi havde bestemt ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt. Det er ikke meningen, at en enkelt mand eller en lille gruppe fiskere skal sidde på alle kvoterne,« siger Venstres fiskeripolitiske ordfører, Jens Kirk.

Han mener, at det er på tide at drøfte udviklingen i regeringen, og han vil tage spørgsmålet op med fødevareminister Henrik Høegh ved først kommende lejlighed.

»Jeg er overbevist om, at vi løste et stort problem i dansk fiskeri med indførelsen af de omsættelige kvoter, men på den anden side kan vi se, at denne udvikling ikke var tiltænkt. Så kan man diskutere, om vi fremadrettet skal sætte hælene i og forsøge at hindre det. Og det spørgsmål vil jeg tage med til ministeren,« forklarer han.

I oppositionen er man også betænkelig ved udviklingen, og både SF og Socialdemokraterne er grundlæggende modstandere af de omsættelige kvoter.

BRANCHENYT
Læs også