Danske Bank har mest på spil i Italien

Danske Bank har 2,5 mia. på spil i Italien. I pensionsbranchen har hverken PFA eller ATP for alvor penge ude at svømme.

Mens tyske og franske banker er følsomme over for krisen i Sydeuropa med milliardbeløb i italienske og græske statsobligationer, har den danske finanssektor ikke den store risiko.

Danske Bank popper op som den eneste større danske bank, der har investeret i italienske statsobligationer - for et beløb på 2,5 mia. kr. Beløbet er siden foråret bragt ned fra 6,6 mia. kr.

Beløbet bekymrer ikke Danske Banks økonomichef, Henrik Ramlau-Hansen:

»Hvis Italien helt teoretisk stoppede i morgen, og alle engagementer skulle nedskrives med 20 pct., ville vi tabe 500 mio. kr. Det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over, men selvfølgelig er vi bekymrede, for yderligere mistillid til det finansielle system er der ikke behov for lige nu.«

Danske Bank har skruet gevaldigt ned for sine eksponeringer mod de kriseramte sydeuropæiske lande siden foråret og kan ikke længere tabe penge på Portugal, Grækenland og Spanien.

Heller ikke Nordea, Sydbank eller Jyske Bank har noget på spil i Italien. Jyske Bank har ca. 500 mio. kr. ude at svømme ved en græsk statsbankerot, men det har været offentligt kendt længe.

Når bankaktierne i går alligevel faldt brat og derefter kravlede noget op igen, skyldes det, at bankerne bliver ramt af den generelle usikkerhed, siger bankanalytiker Christian Hede fra Jyske Bank:

»Bankerne er et spejl på det øvrige samfund, og når aktiviteten går ned dér, går det ud over bankernes forretning, selvom det også kan lade sig gøre at tjene penge i en krisetid.«

Opfattelse deles af Jesper Berg, underdirektør i Nykredit og ekspert i finansielle kriser.

»Noget af det værste, der kan ske, er, at tilliden hos forbrugere, investorer og alle andre ryger. Så vil både investeringer og forbruget få et hak nedad,« siger han.

Han sammenligner et nedbrud i Italien med kollapset i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers, der pludselig gjorde finanskrisen betydeligt dybere.

»Et sammenbrud a la Lehman Brothers kan ikke sættes på formel, for det er i høj grad en psykologisk effekt, hvor alt stopper, fordi folk er bekymrede.«

I PFA oplyser direktør Søren Espersen, at man har en »begrænset eksponering mod Italien«, mens ATP oplyser, at man ikke har noget på spil i de gældsplagede europæiske lande.

BRANCHENYT
Læs også