»Det er os, der har kæmpet for de rettigheder«

Ejerne af Danmarks dyreste fiskekutter vil ikke høre tale om, at man har fået millioner foræret i form af fiskekvoter.

»Vi føler ikke, at vi har fået noget foræret.«

Sådan lyder budskabet fra ejerne af Danmarks dyreste fiskekutter, ”Isafold”, der som omtalt i gårsdagens avis ligger inde med fiskekvoter for omkring 1 mia. kr.

Isafold har købt omkring 30 pct. af kvoterne - resten stammer fra de fire skibe, som rederiet ejede, da kvoterne første blev uddelt mellem kutterne i 2003.

Men var det ikke for fiskerne, ville Danmark slet have fiskerettigheder i EU's farvande, hedder ræsonnementet.

EU har nemlig fordelt fiskerettighederne mellem medlemslandene baseret på de nationale flåders historiske fiskeri.

»F.eks. sejlede vores fartøjer op og opbyggede retten til at fange atlanto-skandisk sild selv i år med dårlige priser. Det er os, der har kæmpet for de rettigheder,« siger medejer af ”Isafold”, Lise Bjørn Jensen.

Kritikere sammenligner fiskekvoterne med olieudvindingsindustrien og mobillicenser, hvor virksomheder skal betale for at få adgang til offentlige ressourcer.

I fiskerilovgivningen er der mulighed for at pålægge fiskekutterne en særlig skat (toldningsordning) for deres adgang til at udnytte havene.

Men fiskerne betaler faktisk allerede, mener fødevareminister Henrik Høegh (V).

En lille del af Danmarks nationale kvote bliver nemlig reserveret til en særlig fiskefond, hvor unge fiskere kan låne kvoter i de første år af deres etablering.

»Hertil kommer, at fiskere betaler skat som andre erhverv. Hvis målet er at øge fiskebestandene, er det ikke nogen farbar vej at kræve ekstra afgifter af de danske fiskere. Derimod skal vi være bedre til at udnytte de fiskeressourcer, som vi har til rådighed,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også