Vandrende ansatte må ikke straffes

EU-RET: British Airways taber dom om medarbejders fri bevægelighed. En flymekaniker skulle ikke ”straffes”, fordi han frivilligt var gået med til at flytte sit arbejdssted fra Belgien til Tyskland.

Mobile medarbejdere, der arbejder rundt omkring i Europa for den samme arbejdsgiver, har krav på samme vilkår som medarbejdere, der ikke flytter rundt.

I en ny dom slår EU-Domstolen fast, at en belgisk medarbejder, som frivilligt flyttede arbejdsstedet til Tyskland i en periode, ikke skulle stilles ringere, end hvis han var fortsat med at udføre sit arbejde i Belgien.

Dommen er vigtig at kende til for alle europæiske virksomheder, som anvender medarbejdere skiftevis i forskellige medlemsstater. Den cementerer, at forhindringer for arbejdskraftens frie bevægelighed i et medlemsland er ulovlige, selv om reglerne gælder for alle og altså ikke diskriminerer. Eneste krav er, at retten til fri bevægelighed vanskeliggøres eller gøres mindre attraktiv.

Den belgiske flymekaniker Maurits Casteels blev ansat i Bruxelles hos British Airways plc, herefter British Airways, den 1. juli 1974. Efter kontrakten var han dækket af British Airways' supplerende pensionsordning i Belgien. Han arbejdede i løbet af sit ansættelsesforhold for British Airways i flere medlemsstater.

Fra den 15.11.1988 til den 01.10.1991 arbejdede Maurits Casteels som flymekaniker på British Airways' driftssted i Düsseldorf. Det blev aftalt, at Maurits Casteels skulle have samme arbejdsvilkår som en tysk arbejdstager, der havde arbejdet på det tyske driftssted fra d. 01.07.1974. Dog med den undtagelse, at han først blev tilknyttet arbejdsmarkedspensionen, der gjaldt for British Airways' medarbejdere i Tyskland, når han begyndte sit arbejde i Tyskland.

Den 01.10.1991 flyttede Maurits Casteels, efter aftale med British Airways, fra Düsseldorf, således at han nu fik arbejdssted ved British Airways' driftssted i Charles de Gaulle lufthavnen i Frankrig. Her blev han omfattet af arbejdsmarkedspensionen, som var gældende for British Airways' medarbejdere i Frankrig.

Fra d. 01.04.1996 arbejdede Maurits Casteels for British Airways i Belgien og var nu tilknyttet den belgiske arbejdsmarkedspensionsordning.

Da Maurits Casteels kun havde arbejdet knap tre år i Tyskland, optjente han ikke arbejdsmarkedspension i denne periode.

British Airways afviste at give den supplerende pension, da Maurits Casteels frivilligt rejste til Frankrig i 1991.

Dette fandt Maurits Casteels ikke rimeligt og anlagde sag mod British Airways ved den belgiske arbejdsdomstol.

Sagen blev viderebragt til den belgiske arbejdsappelret, Arbeidshof te Brussel.

Arbeidshof te Brussel forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen.

EUF-traktaten foreskriver, at arbejdskraftens frie bevægelighed skal sikres inden for Unionen og »forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundede forskelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår«.

EUF-traktaten bestemmer, for så vidt angår den frie bevægelighed for personer, at det skal være tilgængeligt for unionsborgere at udøve erhvervsaktiviteter af enhver art på hele Unionens område.

Selv om nationale regler ikke diskriminerer andre staters borgere, skal EUF-traktaten fortolkes sådan, at bestemmelsen om den frie bevægelighed for arbejdstagere er til hinder for enhver foranstaltning, som vanskeliggør, eller blot gør det mindre attraktivt for borgerne at udøve den traktatsikrede frihed.

De tyske bestemmelser, hvis lovlighed er forelagt EU-Domstolen, er den kollektive overenskomst om pension for jord- og kabinepersonale ansat ved British Airways i Tyskland gældende fra d. 01.01.1998. Efter overenskomsten har arbejdstagere, der efter eget ønske udtræder af tjenesten hos British Airways efter mindre end fem års tjenestetid, alene krav på ydelser, der er sikret gennem deres egne bidrag.

EU-Domstolens praksis vedrørende pensionsforhold har hidtil primært relateret til spørgsmål vedrørende ligeløn til mænd og kvinder og vedrørende seksuel orientering.

EU-Domstolen slår i sin afgørelse fast, at overenskomsten ikke indebærer en indirekte forskelsbehandling på grund af nationalitet. Der sker ikke en forskelsbehandling på grund af medarbejderes nationalitet.

British Airways' fortolkning af overenskomstens bestemmelser gør det ”blot” mindre attraktivt for arbejdstagere at arbejde ved den samme virksomheds forskellige afdelinger i forskellige EU-lande: Arbejdstagere udsættes herved for betydelige økonomiske tab og forringelser af deres private pensionsopsparinger. Og herved afskrækkes arbejdstagere fra at skifte til en anden virksomhedsafdeling, som er beliggende i et andet EU-land.

Overenskomstbestemmelsen ville kun være tilladelig, hvis den

1. forfølger et formål af almen interesse,

2. er egnet til at sikre virkeliggørelsen af dette og

3. ikke går udover, hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsikrede formål.

EU-Domstolen afviser British Airways' argument om, at ordningen har til formål at forhindre, at en arbejdstager samtidigt er tilknyttet flere pensionsordninger i forskellige medlemsstater. EU-Domstolen finder ikke, at der er grund til at frygte, at den vandrende arbejdstager herved bliver beriget uden grund. Tværtimod lider arbejdstageren skade ved tabet af retten til pensionen.

Domstolen afviser også British Airways' synspunkt, at bestemmelsen var indsat med det formål at fastholde personale, idet der netop er tale om, at arbejdstageren forbliver i den samme arbejdsgivers tjeneste.

Domstolens tilkendegivelse er, at overenskomstens bestemmelser kan tolkes i overensstemmelse med bestemmelsen om arbejdskraftens frie bevægelighed, idet Maurits Casteels »bør kunne anses for at have været i British Airways' tjeneste fra dette tidspunkt og ikke for at være udtrådt af denne arbejdsgivers tjeneste ved forflyttelsen til dennes driftssted i Frankrig.« Det vil sige, at Maurits Casteels også i perioden, hvor han var tilknyttet den tyske overenskomst, har krav på pensionen, som både han og British Airways har indbetalt.

Domstolen fastslår herefter, at EU-reglerne skal forstås således, at der ved fastlæggelse af en pensionsperiode ikke må gøres forskel på, hvilket EU-land arbejdstager har arbejdet i, når arbejdstager arbejder for den samme arbejdsgiver i henhold til samme overordnede ansættelsesaftale.

Domstolen fastslår endvidere, at det ikke er afgørende for beskyttelsen af de vandrende arbejdstagere, om forflyttelsen mellem EU-landene sker efter arbejdsgivers eller arbejdstagers ønsker.

Af dommen kan udledes, at medarbejdere, som for den samme arbejdsgiver flytter mellem EU-landene, har krav på samme vilkår som medarbejdere, der ikke flytter over EU's landegrænser.

Dommen må antages tilsvarende at gælde for opsigelsesbestemmelser, retten til godtgørelse ved afskedigelse, ferieoptjening og lignende forhold, der kræver en vis anciennitet. I henhold til tidligere praksis fra EU-Domstolen må imidlertid forudsættes, at arbejdstageren i den konkrete situation lider et tab.

Medarbejdere, der arbejder for den samme arbejdsgiver i forskellige EU-lande, skal stilles lige med de medarbejdere, som kun arbejder i et EU-land.

Hver anden onsdag bringer Morgenavisen Jyllands-Posten en artikel om aktuel EU-ret udarbejdet af advokaterne Hans Sønderby Christensen (H), advokatfirmaet hansen | sønderby & co., samt advokat Patrick Goergen, Etude Goergen, begge specialiserede inden for området.

Læs også