Europas Lehman

Krise: Den italienske krise sætter euroen under hårdere pres end nogensinde tidligere. Valutaen overlever næppe uden en skatteyderbetalt gældssanering i Sydeuropa.

Historien er rig på punktnedslag, hvor en enkelt beslutning viste sig at ændre verdens gang.

Et af dem blev cementeret i kalenderen den 15. september 2008. Den dag besluttede de amerikanske myndigheder at lade verdens fjerdestørste investeringbank, Lehman Brothers, falde ved det træ, den selv havde kvalt med finansiel round-up. Lehman indgav konkursbegæring, kreditorerne tabte formuer, markederne gik i panik. Finanskrisen var over os.

I disse dage står Europa over for sit helt eget ” Lehman moment”.

Efter måneders forsøg på at udrede, hvad der er op og - mest - ned på græsk økonomi, er konklusionen lige om hjørnet. Hvis Grækenkand skal opfylde kriterierne for euro-medlemskab, skal regeringerne i Athen levere massive budgetoverskud i tre årtier i træk.

Den bedrift har ingen regering noget sted i verden leveret i nyere tid, og Grækenlands bliver ikke den første, der gør det. Konklusionen er med andre ord, at grækerne aldrig kommer til at betale gælden tilbage i fuldt omfang.

Samtidig i Rom er Berlusconis politiske totalteater for første gang begyndt at udgøre en reel trussel mod Europas finansielle stabilitet. Premierministerens verbale svada mod sin egen finansminister, Tremonti, - det reelle budskab var, at Tremonti tog finanskrisens sparekrav lige lovligt alvorligt efter chefens smag - har sat turbo på markedernes mistillid.

EU's fjerdestørste økonomi er rykket op i rangfølgen over de næste kandidater til at blive fanget i en græsk tragedie.

Men det står mindst lige så ringe til i Irland, Portugal og Spanien. Euro-samarbejdet er i tovene.

Det er med andre ord nu, den fælles valuta skal vise sin duelighed. Nu, Europas politiske elite skal vise, hvorfor det var en god idé at forfremme euroen fra elektronisk faktureringsvaluta til en fysisk enhedsvaluta.

Fra første færd var euroen en sårbar størrelse uden at være rodfæstet i en fælleseuropæisk finanspolitik.

I økonomiske termer gav projektet mest mening, hvis landene kunne overholde de gensidige aftaler om at styre de nationale økonomier i samme retning. Det kunne de ikke. Men i politiske termer gav og giver euroen al den mening, man kunne ønske sig i en perfekt verden.

Euroen som fysisk valuta er først og sidst et politisk projekt, og når politiske projekter vakler, kan de kun fikses med politiske løsninger. Overladt ubeskyttet til den rå markedsdynamik bliver de oversvømmet som en hovedstadsviadukt efter skybrud - og de færreste har jo lyst til at stifte bekendtskab med det, der flyder i vandet, når regnen stilner af.

Det er det,skybrud, vi har set de spinkle forstadier til igennem de seneste dages uro på finansmarkederne. Så meget desto større er presset for politisk handling.

Der er utallige instrumenter, eurolandene kan gribe til. Her er to af de mest skarptslebne, der ligger på bakken, når de politiske kirurger bliver tvunget til operationsbordet:

Det første går ud på, at eurolandenes fortrop - det vil sige Tyskland og Frankrig - erkender, at uden en fælles finanspolitik holder valutaens fundament ikke i længden.

Det vil være en naturlig fortsættelse af de tanker, der tidligere på året fik Berlin-Paris-aksen til at foreslå en fælles konkurrencepagt i EU, der ret beset var designet til at kontrollere de sydeuropæiske økonomier.

Problemet er, at det med de voksende økonomiske forskelle i EU ikke lader sig gøre at føre en fælles finanspolitik. Så den logiske følge af en sådan beslutning ville være, at først grækere og siden måske også spaniere, italienere, portugisere og irere skulle lempes ud af eurosamarbejdet. I givet fald for at vende tilbage til egne valutaer og deraf følgende muligheder for at tilpasse deres værdi til landets økonomiske og konkurrencemæssige formåen.

Men der er den hage ved modellen, at den fratager de tilbageværende eurolande kontrol over håndteringen af statsgældskrisen i de de facto ekskluderede lande. Uden politisk og økonomisk støtte fra nord går Grækenland bankerot.

For grækerne vil de økonomiske tab være monstrøse. For resten af Europa vil chokbølgen i hele finansverdenen være mærkbar. I værste fald vil andre lande, der tilsammen tegner sig for mere end en fjerdedel af EU's økonomi, blive revet med i faldet. Og i så fald står vi med sikkerhed midt i en ny tværeuropæisk finanskrise, hvor markedet fryser til, ingen tør låne hinanden penge, og nye kostbare hjælpepakker til banksystemet skal finansieres af halvtomme statskasser. Det er ikke et ønskeligt scenario.

Det andet og formentlig mere realistiske instrument går ud på, at eurolandene - i praksis igen Tyskland og Frankrig - iværksætter en ny og kostbar plan for at gældssanere i første omgang Grækenland. Sker det, vil formålet ikke være at mildne de økonomiske slag for de stakkels grækere - det vil udelukkende ske for at forsvare det politiske projekt euroen.

Problemet med den løsning er, at den vil være et helt entydigt løftebrud over for ikke mindst de tyske vælgere. Flere års tysk mådehold i boom-årene har efterladt den nationale økonomi i superform. At forlange, at tyskerne nu skal spænde livremmen ind endnu en gang for at betale for andres nationers grådige overforbrug, vil nok være et overvurdere EU-solidaritetens styrke.

Der er bare ingen vej udenom: Skal det forenede Europa bestå i sin nuværende form, kommer skatteyderne i det rige nord uafvendeligt til at finansiere en gældssanering i syd. Og det haster. Det er bestemt muligt at løse det græske problem nu. Men uden indgreb kan Europa meget vel stå med et synkront græsk-italiensk-spansk-portugisisk problem om to måneder. Og dét ligner en dødelig cocktail for drømmen om det forenede Europas store valuta.

Læs også