Flyselskaberne spinder guld på gebyrer

Priser: Mens priserne på flybilletter de seneste år er banket i bund, skovler flyselskaberne penge ind på gebyrer og ekstrabetalinger.

I 2010 tjente branchen 112 mia. kr. på alt fra bagage-, check in- og kreditkortgebyr til mad, drikke og underholdning om bord. Det er en stigning på 50 pct. på blot et år, viser tal fra konsulenthusene IdeaWorks og Amadeus, som har analyseret regnskaberne for 47 luftfartsselskaber globalt.

»Hvis man skulle drive luftfart udelukkende baseret på billetpriser, var det ikke en rentabel branche,« siger Ole Kirchert Christensen, direktør i rejsemæglervirksomheden Travelbroker.

Ekstragebyrerne er en rigtig god forretning især i USA. Og modsat Europa, hvor lavprisselskaberne er luftens gebyrgribbe, er det de traditionelle selskaber, som har førertrøjen på. Øverst på listen finder man United Continental, som sidste år tjente 26 mia. kr. på alt andet end flybilletten. Lige efter ligger Delta og American Airlines.

Først som nummer seks dukker Europas gebyrkonge, Ryanair, op. Det irske lavprisselskab høstede knap 6 mia. kr. på den konto.

Norwegian havde indtægter på tillægsydelser og gebyrer på godt 1,1 mia. norske kr. Overskuddet lød på blot ca. 200 mio. norske kr.

Læs også