Rentestigning hjælper ikke

De sidste dage har budt på dårlige nyheder fra alle kanter inklusive svagere nøgletal fra Kina.

Peter Lundgreen, direktør for det uafhængige rådgivningsfirma Lundgreen's Capital, giver her sit bud på nogle af de centrale risici, som beslutningstagere i virksomheder med internationale forretninger bør ofre særlig opmærksomhed lige nu. Lundgreens geografiske fokus er på Europa, USA og Asien.Den helt konkrete anledning til, at jeg tager Kina op igen, er inflationen for juni, der blev offentliggjort i weekenden. Den blev på hele 6,4 pct., og som grafikken viser, har den været støt stigende i to år.

Det er stadig fødevarepriserne, som hovedsagligt driver inflationen højere. På et år er de steget med 14,4 pct., hvor især svinekød springer i øjnene med en stigning på 65 pct. Inflationen har bredt sig til at omfatte andre sektorer, da øvrige priser er steget med 3 pct. det seneste år, hvilket også er stigende.

Kinas regering kæmper mod inflationen på klassisk vis med rentestigninger, den seneste kom i sidste uge. Det rejser blot tre spørgsmål, nemlig om rentestigninger hjælper, om der kommer flere rentestigninger, og hvilke konsekvenser rentestigningerne har.

Min holdning til rentestigningernes effekt på fødevarepriserne er ganske enkel: De hjælper ikke. Primært fordi stigende fødevarepriser er et globalt fænomen. Dernæst er Kinas økonomi voksende med et større antal mellemindkomster, hvor fødevareudbuddet dog ikke følger med.

Samtidig lider Kina under egne uløste problemer, for på mange områder er Kinas økonomi en planøkonomi. Det giver strukturelle skævheder og en usmidighed, der forhindrer en normal udbudstilpasning gennem højere produktion af fødevarer.

For få dage siden kundgjorde premierminister Wen Jiabao, at svineproduktionen skulle øges. Det er en lappeløsning, men mere bekymrende er det, at manden i spidsen for 1,3 mia. mennesker bruger sin tid på den slags taktiske overvejelser i stedet for langsigtet strategisk planlægning.

Et niveau længere nede på den politiske rangstige sker lignende tiltag. Shanghais borgmester Han Zheng har initieret, at byen ganske enkelt selv dyrker ris i en nordøstlig provins, så der kan leveres ris til byen til en rimelig pris. Principielt vil den slags løsninger hjælpe på priserne. Det er blot ikke centralbankens monetære politik, men klassiske kinesiske forsyningstiltag, der afhjælper situationen.

Rentestigningen i sidste uge mente jeg var den sidste, og mine egne medarbejdere i Hongkong har siden foråret set en risiko for, at inflationen ville nå 6 pct. her til sommer. Det var dengang højere, end hvad mange andre forventede. Så nu kommer spørgsmålet, om holdningen skal revurderes.

Lige nu forbliver vi ved det samme billede, at inflationen i juli også bliver høj, men at dette er toppen. Selv om inflationen falder, bliver den ikke negativ, derfor forbliver de høje fødevarepriser et problem året ud. En faldende inflation vil dog tage det værste pres fra regeringen, og derfor tror jeg ikke på yderligere rentestigninger lige nu. Det afhænger fuldstændig af, hvad den kinesiske regering ønsker at opnå med rentestigningerne.

Der findes én god grund til yderligere rentestigninger, nemlig den nuværende negative realrente. Der findes kun en begrænset form for social sikkerhed i Kina, derfor er folk tvunget til at spare penge op, hvis man ønsker et vist økonomisk sikkerhedsnet. Nu er afkastet af indestående på bankbogen reelt negativt med den konsekvens, at mange sparer flere penge op. Dette begrænser privatforbruget, hvilket netop er det, som regeringen forsøger at øge i fremtiden. Et fald i inflationen vil delvist afbøde for denne effekt, så jeg forventer, at regeringen nedtoner dette argument.

Rentestigninger bruges normalt til at dæmpe efterspørgslen, og det begynder at virke, men det har ramt forkert. Specielt de mellemstore virksomheder er ramt af de højere finansieringsomkostninger. Derfor skal bankerne nu ikke tælle udlån til dette segment med i solvensen, igen en lappeløsning for at undgå en utilsigtet virkning.

Provinsernes låntagning bliver dyrere og mere problematisk. Regeringen vil dæmpe provinsernes voldsomme investeringstrang, men at rentestigningerne hjælper, er blot en sidegevinst. En begrænsning kan nemmere opnås via lovgivningen. En del af ejendomsmarkedet er blevet bremset gennem højere renter, men vi ser ikke markedet så overophedet, som mange vestlige analytikere gør.

Rentestigningerne, andre begrænsninger samt lav global vækst sænker farten i Kina, dog ikke signifikant. Onsdag blev det offentliggjort, at Kinas BNP for 2. kvartal blev på 9,5 pct., hvilket er en lille afdæmpning. Samtidig mener jeg, at behovet for flere rentestigninger falder. De strukturelle problemer vokser i Kina, hvilket er min største bekymring. BNP-væksten mener vi i mit firma falder til 9 pct., men det er ikke en katastrofekurs.

Læs også