Regeringens oprydning uden effekt

Mange virksomheder kan ikke mærke, at regeringen har skåret papirarbejdet ned med en fjerdedel.

Arkivfoto: Colourbox Sebastien JARRY

Regeringens positive udmelding om, at de administrative byrder for danske virksomheder er faldet med 25 pct., preller af på landets små og mellemstore virksomheder. Knap hver tredje af de såkaldte smv'er oplever, at papirarbejdet er blevet mere tidskrævende, viser en undersøgelse fra Håndværksrådet.

»Det er et problem, at der er så mange administrative opgaver. Det er en byrde, som trækker ressourcer ud af en lille virksomhed og er til irritation,« siger cheføkonom i Håndværksrådet Jacob Thiel:

»Der skal selvfølgelig være indberetninger til løn osv., men vi kunne godt tænke os, at der bliver tænkt mere på de små virksomheder, når nye love laves,« siger han.

Regeringen har siden 2001 haft som mål at lette de administrative byrder med 25 pct. inden udgangen af 2010. I juni i år kunne erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen (V) fortælle, at det var lykkedes. Byrderne er reduceret med 7,6 mia. kr. Det svarer til, at der er frigjort 19.000 fuldtidsstillinger.

Størstedelen af deltagerne i Håndværksrådets undersøgelse er dog af en anden opfattelse. Mens knap en tredjedel oplever en stigning i administrative opgaver, svarer 53 pct., at papirarbejdet fylder lige så meget, som det gjorde for 10 år siden i 2001.

»En ting er, hvordan byrderne ses i beregninger, og hvordan de opleves i virkeligheden. Hver gang en regel ændres, vil det også opleves som en del af de administrative byrder, fordi man skal sætte sig ind i nye regler hele tiden« siger Jacob Thiel.

Tidsrøvere

..

Læs også