Danske virksomheder er vilde med mobilt bredbånd

Nu slår internet på farten for alvor igennem. Læs her, hvorfor mobilt bredbånd rykker.

43 procent af de danske virksomheder har nu taget mobilt bredbånd på enten mobilen eller den bærbare til sig. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Dermed er der sket en fordobling siden 2008. Specielt i vidensservice-erhvervene er mobilt bredbånd blevet meget udbredt.

Her er det op mod 70 procent af virksomhederne, der har mobilt bredbånd. 

Dansk Erhverv, der en ervhervsorganisation for over 20.000 virksomheder, ser meget positivt på udviklingen.

"Med fordoblingen af mobilt bredbånd har vi fået skabt en helt ny form for tilgængelighed. Det kommer til at rykke for alvor ved den traditionelle arbejdsform i mange brancher," siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Christian Ohm, i en pressemeddelelse.

Udbredelsen er størst blandt virksomheder med mere end 50 ansatte.

Godt for produktiviteten
En af grundene til, at Dansk Erhverv ser positivt på udviklingen, er, fordi erhvervsorganisationen mener, at mobilitet øger produktiviteten.

"For mange virksomheder og medarbejdere øger den mobile opkobling produktiviteten. Det skyldes folks nemme adgang til data og til virksomhedens it-systemer, uanset hvor de befinder sig. Der er ikke længere spildtid mellem møder hos kunder eller med andre samarbejdspartnere, man kan gå på nettet med det samme," forklarer Christian Ohm.

Mobilitet er da også en af de helt store trends indenfor it lige nu. Teleanalytiker Torben Rune fra Netplan har tidligere udtalt til Computerworld:

"Mobility vil stå højt på dagsordenen de næste mange år. Jeg vurderer, at det største på den front i 2011 bliver sammenkoblingen af mobility og Office-systemerne med Microsofts nye Lync," siger Torben Rune.

Læs også: Mobility - den vigtigste megatrend for dig netop nu

Læs også