Skat bruger 6 kr. på at opkræve 1 kr.

Skat har på grund af en systemfejl sendt titusindvis af unødvendige breve ud til borgere med restskat. Portoen til brevene er i nogle tilfælde højere end de skyldige beløb.

Som tidligere postmester ved Knud-Peter Porskrog udmærket, hvad det koster at sende et brev med B-post nu til dags. 6 kr. helt præcist.

Derfor spærrede den 78-årige folkepensionist da også øjnene noget op, da et brev fra Skat landede i hans postkasse på Frederiksberg for et par uger siden. I brevet stod, at han har betalt én krone for meget, da han indbetalte sin hustrus restskat for 2010.

»Det er vanvittigt, at Skat sender et brev om én krone. Skat sender det ganske vist som B-brev, men det koster jo trods alt 6 kr. i porto. Det siger jo sig selv, at det ikke kan svare sig,« konstaterer Knud-Peter Porskrog, som selv har måttet beregne ægteparrets restskat, fordi årsopgørelserne er blevet forsinkede på grund af strejken hos CSC.

»Jeg var skrap til regning i skolen, det vil jeg gerne prale af, men den her nød kunne jeg åbenbart ikke knække,« griner pensionisten med tanke på, at han altså regnede én krone forkert.

1,01 kr. med rente


I Aarhus har 76-årige Erik Thyregod haft den samme oplevelse. Han modtog et brev fra Skat om, at han mangler at indbetale 96 øre, som med tillægsrenten fra 1. juli oven i er blevet til 1,01 kr., der nu bliver indregnet i hans forskudsskat for 2012.

Med andre ord har Skat netto brugt 4,99 kr. på at oplyse ham om et restbeløb, der alligevel vil blive opkrævet automatisk næste år.

»Hvis Skat betaler 6 kr. for at sende en opkrævning på et mindre beløb, er vi i hvert fald langt hinsides almindelig fornuft,« lyder det fra Erik Thyregod, som er tidligere salgs- og eksportchef.

De to folkepensionister er langtfra de eneste, der i øjeblikket har grund til at studse en smule over Skats fremgangsmåde. Op til 100.000 danskere har nemlig modtaget unødvendige breve på grund af en systemfejl, forklarer Skats chefkonsulent, Jette Hansen.

»Det er selvfølgelig beklageligt, men det er altså ikke almindelig praksis. Skat betaler portoen, så man kan sige, at samfundet betaler for fejlen,« siger hun.

Vendt på hovedet


Normalt sender Skat kun brevene ud, når beløbet til forskudsopgørelsen er højere end 18.300 kr., eller når arbejdsmarkedsbidraget er blevet ændret. Fejlen har imidlertid vendt tingene på hovedet, så systemet spytter breve ud til borgerne, hvis de ikke har ændret deres arbejdsmarkedsbidrag og har en skattedifference under 18.300 kr.

Resultatet har titusindvis af pensionister og efterlønsmodtagere fået ind gennem brevsprækken med B-post, og det er specielt uheldigt i år, hvor ekstra mange borgere har en lille skattedifference, fordi de selv har været nødt til at beregne restskatten inklusive en dag til dag-rente.

»Med dag til dag-renten kan det være svært at ramme lige i plet, så derfor kan beløbene godt være meget små. Det er netop derfor, at Skat har et regelsæt om, at der ikke sendes årsopgørelser ud i de situationer under normale omstændigheder,« siger Jette Hansen, som nu vil sørge for, at systemfejlen bliver rettet.

Det er vanvittigt, at Skat sender et brev om én krone. Skat sender det ganske vist som B-brev, men det koster jo trods alt 6 kr. i porto. Det siger jo sig selv, at det ikke kan svare sig.”
Knud-Peter Porskrog

Læs også