De billigste boliglån vil blive dyrere

Selvom EU netop har fredet danske realkreditobligationer, varsler realkreditten nye, dyrere boliglån til kommende boligejere allerede fra næste år. De nye lån skal sænke risikoen i sektoren, og det kan presse boligmarkedet yderligere.

De etårige flekslåns forgyldte æra er ved at ebbe ud.

Selv om EU-Kommissionen først i 2015 vil fælde sin endelige dom over kvaliteten af de danske realkreditobligationer, bliver nye boligejere formentlig allerede i 2012 afskåret fra at kunne købe de klassiske etårige rentetilpasningslån.

Vil de fortsat finansiere deres boliger med lån, hvor renterne tilpasses løbende, bliver det i form af nye lånetyper til forhøjede priser. Det vil ifølge ejendomsbranchen sætte boligpriserne under endnu større pres.

Flere realkreditinstitutter planlægger ifølge adm. direktør for Realkreditrådet Karsten Beltoft at udvikle nye typer boliglån, efter at både EU-Kommissionen, Nationalbanken, kreditvurderingsbureauer og investorer har kritiseret den danske model, hvor obligationer for mere end 700 mia. kr. årligt sættes på auktion. Sådanne årlige auktioner med så store beløb er alt for risikable, lyder kritikken.

I stedet overvejes lånetyper baseret på obligationer med løbetider på typisk tre år, hvor renterne stiger gradvist.

Også såkaldte to-lagslån er på tegnebrættet. Det er lån, hvor de første 60 pct. af en boligs værdi består af rentetilpasningslån og de sidste 20 pct. af klassiske 30-årige realkreditobligationer. Det nedsætter kravene til ekstra sikkerhed i realkreditinstitutterne, hvis ejendomspriserne falder.

»Branchen er nødt til at forholde sig til den hårde kritik af F1-systemet. Derfor overvejes andre muligheder. Men det har sin pris,« siger Karsten Beltoft.

»Fordelen ved F1-lånene er, at de er meget attraktive for investorerne, fordi kursen svinger omkring 100. Hvis man f.eks. lægger sig fast på en obligation med en treårig løbetid, er kursrisikoen større, og den vil investorerne tage sig betalt for med en højere rente,« siger Karsten Beltoft.

Han vurderer, at merprisen for sådanne lån bliver på minimum 0,25 pct.point.

Også vicedirektør Jan Knøsgaard hos Realkreditrådet stiller nye lånetyper i udsigt. Men rådet agter ifølge Knøsgaard ikke foreløbig at aflive de klassiske F1-lån.

»Auktionsrisikoen er allerede nedsat ved at sprede rentetilpasningen for en fjerdedel af lånene ud over året, og ikke bare som hidtil alene i december. Derfor vil vi ikke bare kaste F1-lånene over bord. Men der er naturligvis mange andre ting, der nu skal overvejes,« lyder det fra Jan Knøsgaard.

Ifølge formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winther-Petersen, vil dyrere rentetilpasningslån presse boligpriserne yderligere.

»Køberne fokuserer på de månedlige ydelser. Og hvis lånene bliver dyrere, vil det lægge et øget pres på sælgerne for at nedsætte priserne tilsvarende,« siger mæglernes formand.

Læs også