Græsk redningsplan føder håb

Finansmarkederne tog godt imod et lækket dokument fra gårsdagens EU-topmøde.

Den europæiske gældskrise har efterhånden 21 måneder på bagen, men nu kan toppen på den tilsyneladende uendelige bjergetape uden for kategori måske skimtes i det fjerne. Ifølge gårsdagens forlydender kan det dog betyde, at grækerne må stå af cyklen og gå kortvarigt i betalingsstandsning, men til gengæld bliver en mere langsigtet løsning mulig, hvor de gældsplagede lande med Grækenland i spidsen slipper med lavere rentesatser og oven i købet kan afvikle sin gæld med længere løbetid.

Lækket dokument


Inden redaktionens slutning var der ikke kommet en officiel udmelding fra Bruxelles, men i løbet af i går eftermiddag var finansmarkederne tilsyneladende i et positivt lune, da et lækket dokument viste, hvilke forslag der var i spil. Og man kan roligt gå ud fra, at det lækkede dokument er et forsøg på at kende markedernes reaktion på løsningsforslaget.

Stigninger på aktiemarkederne i både Europa og USA giver således et fingerpeg om, at det foreslåede kan være den rette medicin til at komme krisen til livs, fordi den giver noget arbejdsro.

»Hvis forslagets konklusioner holder til, når topmødet afsluttes, ser vi det som et enorm skridt imod at inddæmme krisen i Grækenland, Irland og Portugal og dermed et enormt skridt mod på langt sigt at komme igennem krisen. Beslutningerne viser noget politisk mod i 11. time og bringer eurozonelederne på omgangshøjde med krisen, hvis ikke foran,« vurderede Niels From, chefanalytiker i Nordea med baggrund i det foreløbige udkast.

Hjælp til grækerne


Han lægger bl.a. mærke til, at man ser ud til at være parat til at redde grækerne for anden gang - og dermed reelt lade landet gå bankerot.

»Når man opvejer risikoen for en midlertidig statsbankerot, som er et sandsynligt udfald, mod at vise fremtidens vej for Grækenland - og euroen - er det sidste det vigtigste. Vores eneste bekymring er, om Den Europæiske Finansielle Stabilitetsfond (EFSF) med sine 440 mia. euro er stor nok til at overbevise markederne,« analyserer han videre.

Med baggrund i de fornyede håb om en kriseløsning fik aktiemarkederne et tiltrængt løft.

Alle de betydende aktieindeks i Europa viste fremgang. Især de ledende indeks i gældslandene tog en spurt fremad med stigninger i størrelsesordenen 2,5-4 pct.

Læs også