Obama: Tag jer sammen

Den politiske krise om en mulig amerikansk betalingsstandsning ventes at fortsætte mindst frem til målstregen på tirsdag. Nye elendige økonomiske nøgletal forværrer blot udsigterne for fremtiden.

Washington

Midt i et voksende politisk kaos i USA opfordrede præsident Barack Obama i går i en ny tv-tale de politiske ledere til at tage sig sammen og at forhindre kaos.

»Der er katastrofer, vi ikke kan undgå som orkaner, jordskælv, tornadoer eller terrorangreb. Men denne krise er det vores eget ansvar at løse,« sagde Obama og understregede, at parterne ikke står milevidt fra hinanden, som man ellers kunne få indtryk af i Kongressen i Washington.

Præsidenten afviste en populær teori om, at en forhøjelse af gældsloftet blot vil føre til nye, offentlige udgifter. En forhøjelse giver derimod blot USA mulighed for at holde sit ord og at betale de regninger, som allerede er vedtaget i Kongressen.

Som i begyndelsen af ugen opfordrede Obama bekymrede amerikanere til at lægge pres på deres politikere ved at skrive eller ringe til dem.

»Der er masser af veje til at finde en løsning, som kan accepteres af både republikanere og demokrater. Men vi har ikke megen tid tilbage,« fastslog Obama og advarede alle modstandere af skatteforhøjelser om, at netop det vil være konsekvensen i form af højere lånerenter, hvis USA's kreditværdighed som frygtet nedskrives.



..

BRANCHENYT
Læs også