Hele verden kigger med

Sociale medier: Det er blevet en forretning at finde belastende oplysninger om jobansøgere på nettet. Så husk at hele verden kigger med over din skulder, når du boltrer dig på de sociale medier.

Som om det ikke var svært nok i forvejen at finde arbejde i USA, der stadig slås med økonomien, skal jobsøgende nu forcere en ny forhindring: det frygtede og yderst avancerede baggrundstjek af ens færden i de sociale medier.

Takket være en stedse mere populær ydelse, som Social Intelligence Corp. leverer, er det nemt at finde jobansøgeres fejltrin og fadæser, kompromisløse meninger, underfundige kommentarer, der falder til jorden - for slet ikke at tale om direkte eller indirekte fordomsfuldhed og vovede billeder af ansøgeren selv - på sociale medier som Facebook, Tumblr, Twitter og Linkedin og samle dem i en attraktiv mappe, der nemt kan bruges til at afskære de pågældende fra et hvilket som helst job.

I årevis har vi selvfølgelig hørt advarsler om, hvordan tilsyneladende harmløse eller meget personlige meninger, som er tilkendegivet over for venner i sociale meder, kan levere videre i evighed og være til mulig skade for en spirende erhvervskarriere. For nylig lærte kongresmedlem Anthony Weiner lektien.

Men takket være Social Intelligence, som er et et år gammelt firma, der ligger i Santa Barbara, Californien, er det nu sådan, at den udfordring, som arbejdsgivere tidligere skulle klare, fordi de blev nødt til at tjekke website efter website for at finde oplysninger om potentielle medarbejdere, kan klares af Social Intelligences løsningsværktøjer. Det er en naturlig følge af søgemaskiners magt her i internetalderen.

»Vi er ikke detektiver,« sagde Social Intelligences Max Drucker i en omdiskuteret artikel i The New York Times (NYT). »Vi indsamler kun noget, der er offentligt tilgængeligt på internettet i dag.«

Det er i sandhed en tankevækkende bemærkning.

Som om budskabet ikke var krystalklart i forvejen, hersker der ikke længere tvivl om, at den yderste forsigtighed ved brug af sociale medier ikke længere er et valg - det er en nødvendighed. Hvem ved, hvor mange potentielle amerikanske præsidenter eller bankdirektører der mon allerede er blevet bremset som følge af Druckers arbejde. Til The New York Times fortalte han, at han fandt en potentiel medarbejder, der brugte Craigslist (et gratis annonce- og kontaktsite, red.) til at opsnuse OxyContin (et kraftigt smertestillende middel, red.), og andre baggrundstjek har ført til fundet af fældende beviser på racistiske og antisemitiske bemærkninger.

Før internettet ville et sådant detektivarbejde have været næsten umuligt, hvoraf vi kan udlede, at mange medarbejdere i de øverste geledder i amerikansk erhvervsliv utvivlsomt har begået nogle tåbeligheder, der i dag ville blive straffet rutinemæssigt og hurtigt.

Er det et fremskridt eller et tegn på, at Big Brother er blevet en del af hverdagen?

For at hjælpe læserne med at begynde at forstå konsekvensen af denne form for digital overvågning kunne vi passende kigge på nogle af de mere lærerige onlinekommentarer til NYT-artiklen.

NN fra New York City skrev, at skoler burde undervise i »grundlæggende internet-hygiejne«, herunder at man skal »gå ud fra, at alt, hvad man lægger ud i eget navn, vil eksistere i det offentlige rum for evigt, fordi, ja, fordi det vil det altså«, og at man »aldrig (må) lægge et billede af sig selv på nettet, med mindre det er intetsigende, og man fuldstændigt kan styre adgangen til det.«

Den anonyme bruger har ikke den store fidus til sociale medier.

»Generelt er det sådan, at jo mindre, der ligger på nettet om en selv, jo bedre er man stillet,« skrev han. »Facebook? Ellers tak.«

Han skrev også, at han regnede med, at lovgiverne ikke ville gøre ret meget for at beskytte os mod mere afskyelige aspekter - personforveksling, for eksempel - ved Social Intelligences sagsmapper.

»Hvis de får galt fat i noget,« skrev han om Social Intelligence, kan de ødelægge »en persons liv uden appelmulighed. Vi kan selvfølgelig ikke forvente, at vore ledere i Kongressen foretager sig noget. Vi er jo ikke velhavende bankfolk.«

Andre kommentatorer betragter simpelt hen denne nye ydelse som begyndelsen til en meget glat glidebane.

»Vi afgiver en smule betydningsfuld frihed - et billede, en sms, en mail, en statusopdatering, en tweet ad gangen,« skrev K. Johnson.

DCS tilføjede: »Jeg har aldrig sagt eller gjort noget på nettet, som nogen kunne tage anstød af. Jeg håber virkelig, at jeg ikke skal til samtale hos en person, der har noget imod mennesker, der aldrig har sagt eller gjort noget anstødeligt på nettet.«

John fra det nordlige Californien er bekymret for, at de nye sagsmapper skal blive brugt og jobsøgere afvist, men at det vil ske umærkeligt.

»Man får ikke at vide, at det er derfor, at man ikke bliver ansat,« skrev han. »Man vil blive ladet ude af betragtning, på samme måde som personer eller grupper rutinemæssigt bliver ladet ude af betragtning, hvis de ikke passer til visse etniske, racemæssige eller fysiske (tynd/tyk) profiler. Det vil de dog ikke indrømme, og man kan ikke bevise det.«

Så er der det lettere halsstarrige, men fornuftsbaserede argument, som Gramercy er eksponent for i en kommentar. »Jeg er faktisk tilhænger,« hed det. »Det kan skyldes, at jeg opfatter mig selv som en voksen person, der bruger sociale medier for blot at holde mig ajour, eller fordi jeg er ved at blive ældre, men jeg er faktisk glad for at se, at indiskretion eller svag dømmekraft, der udvises på nettet, kan og vil blive brugt mod de fjolser, der bruger internettet som deres private dagbog.

Og nu jeg er i gang, bør vi lægge et niveau: Alle, der har set et helt afsnit af ”Jersey Shore” eller ”Housewives fra et eller andet sted”, eller som kan navnene på Kardashian-familien, burde ikke have lov til at have et rigtigt arbejde eller køre bil for den sags skyld.«

Da firmaer som Social Intelligence eksisterer, tilsiger sund fornuft, at man ikke skriver noget i en e-mail eller en opdatering på et socialt netværk, som man ikke ville blive stolt over at se på forsiden af The New York Times.

Læs også