Øget pres på svage grupper

Eksperter frygter, at mange danskere vil blive økonomisk klemt mellem stramme dagpengeregler og udsigten til ikke at kunne finde et job.

Eksperter frygter en lind strøm af danskere, der mister retten til dagpenge, ikke kan få et job og bliver ramt hårdt økonomisk, når de derefter bliver tvunget på kontanthjælp.

Det kan blive konsekvensen af regeringens ændrede regler for retten til dagpenge, som forkortes fra fire til to år.

»Alle de stramninger, der er foretaget i arbejdsmarkedspolitikken, er sket i opgangstider, altså i en situation, hvor arbejdsgiverne manglede folk. De nye dagpengeregler vil slå igennem på et tidspunkt, da ledigheden er steget, og hvor man risikerer en situation, hvor du stopper for dagpenge for at få folk til at arbejde. Men der er ikke noget arbejde at få,« siger Christian Albrekt Larsen, professor ved Aalborg Universitet.

Politisk udfordrende


Det vil ske på et tidspunkt, da også det danske boligmarked er frosset til, og det kan skabe yderligere ulykker.

»Det kan blive politisk udfordrende at fastholde stramningen, hvis der begynder at dukke folk op, som mister dagpengene, bliver tvunget til at sælge et hus - måske oveni købet med tab i det aktuelle vanskelige boligmarked, før de får ret til kontanthjælp. Den overordnede historie vil jo være, at de ikke selv har skyld i det, men krisen gør, at de ikke kan få arbejde,« siger Christian Albrekt Larsen.

Ubehagelige sager


Også Thomas Lund, seniorforsker ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Region Midtjylland, ser risiko for nogle ubehagelige sager.

»Ved at skære i dagpengeperioden gør man det endnu vanskeligere for en gruppe, der har meget svært ved at få et arbejde. Det, der er det klogeste på den lange bane, er at forsøge at holde de ledige tæt på arbejdsmarkedet ved at give dem ordentlige levevilkår,« siger Thomas Lund.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har i et svar til Folketinget skønnet, at 2.000-4.000 årligt vil miste retten til dagpenge.

Det er alt for lavt, mener direktør Verner Sand Kirk fra AK-Samvirke, som vurderer, at hvis reformen havde været gældende i dag, ville 20.-25.000 ledige om året miste retten til dagpenge.

Minister holder fast


Men ministeren holder fast i sit lavere skøn, fordi ophøret af dagpenge vil få mange til at finde et arbejde.

Hun mener, kontanthjælpen vil sikre, at folk har noget at leve for.

»Danmark har stadig en af de længste dagpengeperioder i den vestlige verden. Og skulle det uheldige ske, at dagpengeretten udløber, uden at man har fået arbejde, vil der altid være kontanthjælpen til at sikre forsørgelsen,« skriver skriver Inger Støjberg i en kommentar til denne artikel.

Ved at skære i dagpengeperioden gør man det endnu vanskeligere for en gruppe, der har meget svært ved at få et arbejde.”
Thomas Lund seniorforsker ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Region Midtjylland

BRANCHENYT
Læs også