Ulykker sælger

Pessimisme: Det finansielle system har brug visioner og vilje, men magthavere taler deres landes økonomi ned som aldrig før, også i Australien.

Der hersker pessimisme i Australien, selv om situationen borger for noget andet. Det er virkelig underligt.

Næsten så langt øjet rækker, er der godt nyt for landets 22 millioner indbyggere: Arbejdsløsheden ligger på 4,9 pct., lønningerne stiger ca. 4 pct. om året, forbrugerpriserne stiger ca. 3 pct., og renten har ligget stabilt hele året. Politikere i Europa, Japan og USA ville give deres højre arm for at kunne opvise lignende tal.

Alligevel er forbrugertilliden ringe, detailsalget lavt, og et stort flertal af vælgerne vil af med regeringen. Økonomer, forretningsfolk og gennemsnitsaustralieren virker ikke mere tilfreds med tilværelsen end ditto amerikanere, franskmænd eller japanere.

Og forklaringen? Den dystre verdenssituation får noget af skylden. En bedre forklaring er måske en ødelæggende politik - en politik, der findes uden for Australiens grænser i Japan, USA og andre steder.

En pessimistisk dagsorden er ikke nogen nyskabelse. Giv magthaverne skylden for alle dårligdomme og gå ikke af vejen for at overdrive, så ingen kan være i tvivl. Det skal nok fange mediernes interesse.

Som året går, føles noget imidlertid anderledes, mere foruroligende. Politikere, radioværter, tv-pinger og lederskribenter står i kø for at kalde Julia Gillard den værste premierminister, som Australien nogen sinde har haft, det aktuelle økonomiske klima for det dårligste og udsigterne for fremtiden de mest nedslående i historien.

Det er da rigtigt, at Australien har sit at slås med. Landet må oppe sig mht. investeringer i både infrastruktur og undervisning, ligesom det må finde ud af, hvad der skal ske med smulerne fra det omfattende råvarebaserede opsving, der har sat delstaten Western Australia op mod resten af landet, der står til at få lavere vækst.

Det er godt at have problemer som ovenstående på et tidspunkt, da Europa har kurs mod betalingsstandsning. Siden finanskrisen i 2008 har amerikanske og europæiske politikere ikke gjort det store for at løse de underliggende problemer, der forårsagede den økonomiske nedsmeltning. I stedet for at indføre de gennemgribende reformer, der var nødvendige for at sætte gang i den økonomiske vækst, agerer magthaverne, som om de vanskeligste ændringer allerede er gennemført. I mellemtiden taler oppositionsledere deres landes økonomi ned som aldrig før og kvæler yderligere forsøg på at forhindre den finansielle sektor i at køre af sporet igen.

I verdens finansielle system er der desperat brug for ledelse, visioner og vilje til i fællesskab at bringe ofre. Magthaverne bliver nødt til at glemme næste valg for slet ikke at tale om næste skvulp i nyhedsstrømmen og fortælle vælgerne, hvad der står på spil, og hvad der skal gøres med henblik på en fremtid, hvor Kina og andre opkomlinge ændrer alt.

Alligevel virker det, som om vi har nået et vendepunkt i denne vor globaliserede og urolige realtidsverden med nyheder døgnet rundt. Selv om negativitet altid sælger, lader det til, at den i disse dage har fået sit eget liv.

I USA har det ivrige Tea Party for eksempel fået mange amerikanere overbevist om, at præsident Barack Obama er en socialist, der vil ruinere landet, når det faktisk er dødvandet i Kongressen i spørgsmålet om at hæve gældsloftet, der måske er skadeligt, også på længere sigt. I Japan hævder lederne af oppositionspartiet Det Liberale Demokratiske Parti, der lod erhvervsinteresser og en løbsk atombranche være dagsordensættende, at ændringer af enhver art vil fremskynde dommedag.

De vanskeligheder, som Australien slås med, er langt mindre alvorlige, selv om man ikke skulle tro det, når man tager den offentlige debat i betragtning. Der er behov for en ærlig og gennemsigtig debat i Australien om at udnytte råstofopsvinget, men det bliver ved bataljer mellem Julia Gillard og oppositionsleder Tony Abbott. Alt, hvad Julia Gillard foreslår, afvises af Abbott som økonomisk selvmord. Selv om hans synspunkter vækker genklang hos en nervøs offentlighed, kommer han ikke med andre løsninger. Det virker ofte, som om han leder et Tea Party-inspireret nejparti, der vil blokere alle forsøg på at skabe forandring.

Den giftige politiske tone har fået et overraskende antal australiere til at tro, at det råstofbårne opsving er noget skidt på en eller anden måde. Kinas efterspørgsel efter kul og jernmalm vokser kraftigt, og det er et plus. Spørgsmålet er, hvordan indtægten fra råstofeventyret forvaltes. Det sidste, Australien har brug for, er at blive ramt af ”hollandsk syge”, så gevinsten ved at eksportere råvarer fører til tilsidesættelse og svækkelse af andre sektorer.

Julia Gillards forgænger, Kevin Rudd, forsøgte at besvare det med en afgift på overskud fra interesser i minedrift - overskud, som blev betragtet som umådeholdne.

Når virksomheder henter råstoffer op af undergrunden og sender dem til Kina, Indien og Indonesien, glemmer de, at disse råstoffer også tilhører det australske folk og ikke kun aktionærerne i mineselskaberne, hævdede Rudd. Han led nederlag efter en omfattende branchefinansieret reklamekampagne. Æteren var tyk af historier om, hvordan afgiften ville dræbe økonomien.

Australsk erhvervsliv nød sejren og regner nu med, at det kan slippe af med Julia Gillard. Hendes brøde består i, at hun gør sig umage for at lede landet. Hun gør sig til talsmand for noget, der er uundgåeligt globalt, i takt med at temperaturer og vandstanden i havene stiger: en afgift på CO2-udledning.

Stemningen er bitter, og diverse eksperter fortæller australierne, at de må gå fra hus og hjem, hvis Julia Gillard får sin vilje. Det kunne man springe op og falde ned på, hvis det ikke var så foruroligende.

BRANCHENYT
Læs også