Lige adgang til uddannelse

EU-ret: Ligebehandlingsprincippet gælder også, når man søger ind på en uddannelse.

I år har rekordmange unge netop fået besked om at være blevet optaget på en videregående uddannelse. Men også mange har fået afslag og må nu enten bruge det kommende år på at skaffe sig yderligere kompetencer for så at ”prøve igen”, eller ganske enkelt finde andre veje at gå.

Mens afslaget godt må bero på karaktergennemsnit, ligger det fast, at afslaget ikke må bero på ansøgerens køn.

Fællesskabsrettens grundlæggende princip om ligestilling af mænd og kvinder gælder nemlig også i forhold til erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling.

Dette grundlæggende princip fremgår af selve EU-traktaten, og siden 1976 har der i direktivform været konkrete regler om gennemførelsen af princippet i forhold til beskæftigelse og erhverv.

I 1997 kom endvidere et direktiv, der fastsatte regler om bevisbyrden i sager om ligebehandling. Dette med henblik på at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves i praksis.

Bevisbyrdereglen indebærer, at hvis den person, der mener sig forskelsbehandlet, kan fremføre faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at diskriminering har fundet sted, er det op til modparten (f.eks. arbejdsgiver eller uddannelsesinstitutionen) at bevise, at det ikke er tilfældet. Men det kan være sin sag at påvise, at der ér sådanne faktiske omstændigheder, at der er en formodning for diskriminering.

Det handler en nylig dom fra EU-Domstolen om.

Da Patrick Kelly, en lærer fra Dublin, fik afslag på at komme ind på den videregående uddannelsesinstitution UCD, hvor han gerne ville tage en mastergrad i samfundsfag (socialrådgiver), mente han, at der måtte have været falske lodder i vægtskålen.

Kelly var af den opfattelse, at han var bedre kvalificeret end den mindst kvalificerede kvindelige kandidat og indgav derfor en formel klage over kønsdiskrimination til den relevante klageinstans, ”Director of the Equality Tribunal”. Men uden succes: I 2006 blev der truffet afgørelse i sagen, og af begrundelsen for ikke at imødekomme Kellys klage fremgik, at Kelly ikke fandtes at have godtgjort, at der forelå en umiddelbar forskelsbehandling på grundlag af køn.

Kelly indbragte så sagen for retten (Circuit Court). Her indgav Kelly også en begæring om, at uddannelsesinstitutionen skulle fremlægge kopier af forskellige dokumenter: dels kopier af de bevarede ansøgninger, dokumenter vedhæftet disse ansøgninger samt kopi af ”score ark” for de personer, hvis ansøgninger var bevaret.

Da retten afviste denne begæring, indbragte Kelly særskilt dette spørgsmål for High Court.

High Court konkluderede, at uddannelsesinstitutionen ikke efter irsk ret var forpligtet til at fremlægge de af Kelly ønskede dokumenter. High Court var dog i tvivl om, hvorvidt afslaget på Kellys anmodning var i strid med EU-retten og valgte derfor at gå til EU-Domstolen.

Spørgsmålet for EU-Domstolen var først og fremmest, om netop bevisbyrde-reglen berettigede Kelly til at få de ønskede oplysninger om de andre kandidater, så han kunne bruge oplysningerne til at påvise, at der var grund til at formode, at han var blevet diskrimineret (hvorefter det ville være op til uddannelsesinstitutionen at bevise, at det ikke var tilfældet).

Det mente Domstolen imidlertid ikke.

Domstolen påpegede, at det i første omgang ér op til den person, der mener sig diskrimineret, at påvise, at der er sådanne faktiske omstændigheder, at der må formodes at være sket diskrimination. Og det er op til den nationale instans, der behandler sagen, at tage stilling til, om de forhold, der fremføres, skaber en sådan formodning. Kun hvis det er tilfældet, ”vender” bevisbyrden.

Men! Domstolen fremhævede også, at formålet med bevisbyrdereglen netop er at sikre effektivitet i forhold til, at borgere, der føler sig krænket, kan gøre deres ret gældende.

Så selvom bevisbyrdereglen ikke i sig selv giver en egentlig adgang til at få udleveret oplysninger, kan det ikke udelukkes, at et afslag på en anmodning om relevante oplysninger kan være medvirkende til, at formålet med bevisbyrde-reglen ikke opfyldes.

Og det skal den nationale ret (eller klageinstans) huske at tage med i sine betragtninger.

Det følger nemlig af det traktatfæstede loyalitetsprincip - der så at sige ”svæver” over de forskellige EU-regler - at medlemsstaterne ikke må anvende en national lovgivning, som kan bringe virkeliggørelsen af EU-reglernes formål i fare og derved fratage dem deres effektive virkning.

Domstolen bekræftede endvidere, at de EU-retlige regler, der gælder om fortrolighed, også har betydning for muligheden for at få oplysninger om andre ansøgere. Således skal f.eks. direktivet fra 1995 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred tages i betragtning - og har vel at mærke forrang.

Altså står High Court overfor at skulle foretage en afvejning af mange hensyn. Først spørgsmålet om, hvorvidt afvisningen på anmodning om udlevering af oplysninger i den konkrete sag er i konflikt med bevisbyrdereglens formål - hvilket nødvendigvis må indebære en overvejelse af, om Kelly har nogen realistisk mulighed for at gøre sin ret gældende, hvis han ikke får de ønskede oplysninger. Derpå spørgsmålet om, hvorvidt hensynet til Kelly overstiger hensynet til de personer, oplysningerne handler om, eller ej.

BRANCHENYT
Læs også