Vejen frem for USA

Økonomi: Hvis det skal lykkes for USA at puste nyt liv i økonomien, er der kun én vej at følge: at få gang i iværksættere og opfindere og eksportere til resten af verden, mener den tidligere britiske premierminister Gordon Brown.

Ugers retorisk og politisk manøvrering i spørgsmålet om gældsloftet har måske fundet sin afslutning, men et endnu større anliggende trænger sig stadig på: Hvordan vil USA puste nyt liv i sin økonomi?

Vi står ved en farlig skillevej. USA's vej frem mod vækst gennem øget forbrug er blokeret af en høj privat gældsætning og negativ friværdi. En anden velkendt vej ud af recession - et privat investeringsopsving - eksisterer ikke. Virksomhederne sidder på pengene, fordi der ikke er et voksende hjemmemarked. Og nu, da gældsaftalen vil sætte en bom for den anden traditionelle vej - et incitament i form af offentlige investeringer - er der frem mod vedvarende vækst kun én kurs, der kan afværge et årti med høj arbejdsløshed i USA.

Det er at gøre, hvad USA altid har været bedst til: at mobilisere sine iværksættere og sine idémagere, opfindere og skabere af ny teknologi - og eksportere innovative, teknologibaserede forbrugsvarer til resten af verden.

Men det er umuligt at gennemføre dette handels- og beskæftigelsesopsving på egen hånd. Øget amerikansk eksport beror på øget vækst andre steder og på omverdenens vilje til at købe varer fra udlandet.

Præsident Obama bliver derfor nødt til at rette opmærksomheden mod at sikre en global vækstaftale, der udfrir verden generelt og Vesten i særdeleshed fra års anæmisk vækst.

Til november bør G20-topmødet få forelagt noget, der er langt dristigere end de USA-planer, der går 13 af på dusinet, og som ikke længere er det papir værd, de er skrevet på, nemlig ”USA's plan for verdensøkonomien” - en plan, der nu skal gøre det for global handel og vækst, som general George Marshalls plan gjorde for 1940'ernes afmattede verden.

Jeg tænker på det, som vi kunne kalde en “global New Deal”. Den ville skabe arbejdspladser i USA ved at udnytte USA's stærke sider - ved at sætte USA i stand til at drage fordel af stadig at være et foregangsland mht. ideer, højteknologi og mærkevarer og have en position som et land, der virker som en magnet på dygtige mennesker fra alle verdenshjørner og i den forbindelse tiltrækker tusinder, der kan studere på amerikanske universiteter og arbejde i nyetablerede virksomheder.

Denne nye genrejsningspolitik er ikke kun en mulighed; den er bydende nødvendig. I dag hidrører 60 pct. af Kinas indtægter fra eksport, mens USA's eksportandel kun er 25 pct. Denne bekymringsvækkende forskel har fået præsident Obama til at opfordre amerikanerne til at modsvare det, han har kaldt Sputnik-øjeblikket - erkendelsen af, at USA har mistet sit globale konkurrenceforspring - med en kraftpræstation som den, det var, da USA landede en mand på Månen: USA skal mobilisere al sin dygtighed og kunnen, så det igen kan indtage en førerposition.

Og det haster. Middelklassen i Asien vil blive fordoblet over de næste 10 år, så det asiatiske forbrugermarked vil blive kolossalt og tegne sig for 40 pct. af forbruget i verden. Hvis USA ikke gør sig mere gældende i Asien, bliver det hægtet af. Og hvis Indien, Kina, Brasilien, Sydafrika, Mexico, Tyrkiet, Sydkorea, Indonesien og Rusland, som i dag aftager blot 15 pct. af USA's eksport, som ventet tegner sig for 70 pct. af den fremtidige globale vækst, vil ingen amerikansk virksomhed kunne tillade sig at holde sig hjemme.

Hvordan kan Obama så sælge USA's plan for global vækst til andre lande? Ved at vise, at hvert enkelt land kun kan nå sine egne mål gennem øget handel og vækst på verdensplan. Med henblik på at nå sit eget mål: en større middelklasse og mindsket fattigdom - bliver Kina nødt til at øge forbruget og lade borgerne importere de varer, de ønsker. For at få 500 millioner mennesker ud af fattigdom bliver Indien nødt til at åbne sine markeder, så de fattige kan drage fordel af billigere varer og tjenesteydelser. Og Europas eneste håb om at komme ud af et tiår med høj arbejdsløshed er at eksportere sig til vækst.

Tillid til fremtiden afføder tillid nu. Et USA, der har tillid til, at det kan sælge sine varer i udlandet, så det kan betale for forbruget hjemme - og et Asien, der har tillid til, at det har et marked til sine varer og kan forvandle dagens fattige til morgendagens middelklasse - ja, det vil føre til en kraftig selvforstærkende periode med investeringer, handel og vækst.

Jeg ved godt, at det ikke er nogen nem strategi. Sagen er jo, at det kræver opkvalificering af den amerikanske middelklasse, hvis USA skal fremstille verdens innovative produkter, og det forudsætter også, at den offentlige og private sektor i USA investerer i uddannelsesteknologi og infrastruktur. Desuden forudsætter en aftale om global vækst, at USA går med til fælles globale finansielle standarder, der kan forebygge fremtidige økonomiske kriser.

Fordelen på langt sigt er imidlertid for stor til, at USA kan betakke sig. Det blomstrende kinesiske marked for Apples iPad er et godt eksempel på, hvordan USA kan udnytte den verdensomspændende efterspørgsel efter amerikanske produkter: For hver iPad, der bliver solgt, bliver der kun 4 dollars til de asiatiske producenter, mens de amerikanske (og britiske) skabere af produktet får 80 dollars. Dertil kommer virksomheder som Georgia Chopsticks, der af amerikansk træ dagligt fremstiller to millioner spisepinde, der eksporteres til restauranter i Asien. Så er der innovative amerikanske foretagenders mulighed for at føre an i den verdensomspændende vækst i grøn teknologi. Og da jeg bad Den Internationale Valutafond om at vurdere planen for global vækst, lød dens bud på 3 pct. højere vækst og 25-50 millioner flere arbejdspladser, heraf millioner i Vesten.

Indenrigspolitisk er præsident Obama imidlertid sårbar. Her er han oppe mod modstandere, der nådesløst udnytter frygtens politik. Han står allerede over for de samme politiske følgevirkninger, som det britiske Labour-parti og jeg stod over for. Fra nu af og indtil valget vil oppositionen anklage hans politik for at være »gældsætning af vore børn.« Højrefløjen har faktisk været så dygtig til at føre frygtens politik på alle kontinenter, at selv den nuværende Labor-regering i Australien - et land nærmest uden gæld - mistede sit flertal, da den blev mødt med en offensiv fra højrefløjen i spørgsmålet om underskud på statsbudgettet.

For godt og vel 60 år siden - efter den største depression og den værste krig nogen sinde - afviste general Marshall frygtens politik til fordel for håbets økonomi, og Marshallplanen banede vej for et verdensomspændende hjælpeprogram, der dannede ramme om den nye verdensorden. Det indtjente sig selv mange gange. Den globale samhandel blev fordoblet, og USA's økonomi, der henlå svækket efter krigen, blev ført frem mod sin mest forrygende periode nogen sinde. Ved at være lige så fremsynet og ved at acceptere, at en ny global genrejsningspolitik er den eneste vej fremad, kan et genskabt USA igen indtage en førerposition.

Gordon Brown, der var premierminister i Storbritannien fra 2007 til 2010, udgav i fjor bogen “Beyond the Crash: Overcoming the First Crisis of Globalization”(c) 2011, Newsweek/Daily Beast Company LLC. All rights reserved.

BRANCHENYT
Læs også