Jyske Bank trak kollegerne ned

De danske aktier kunne ikke følge med deres europæiske kolleger mandag, da det toneangivende C20-indeks lukkede i minus. Jyske Banks regnskab for 2. kvartal bød på en markant skuffelse, og det trak både bankens egne aktier og resten af branchen markant nedad. Novo Nordisk trak ned med at fald på 1,9 pct. til kurs 545 i takt med, at investorerne forsigtigt søgte mod mere risiko.

C20 lukkede med et fald på 1,1 pct. til indeks 345,19. Det var 24,6 pct. mindre end ved åbningen på årets første handelsdag, da indekset lå i 457,58 og 33,3 pct. mindre end toppen i vinteren 2007 i 517,67.

»Bankerne underpræsterer markant mandag. Stemningen omkring danske banker er dårlig. Vi har en bankpakke 4 på vej og står over for et valg, hvor sektoren bliver en del af den politiske kamp. Det kan gøre, at nogle investorer holder sig på sidelinjen,« siger afdelingschef for skandinaviske aktier i Sydbank, Ole Kjær Jensen, til Ritzau Finans.

Jyske Bank kom med regnskab før markedets åbning. Det viste et resultat før skat på 118 mio. kr. for 2. kvartal mod markedets forventning, ifølge SME Direkt, på 361 mio. kr. Specielt negative kursreguleringer på 74 mio. kr. trak ned.

Men også nettorenteindtægter og gebyr- og provisionsindtægter skuffede. Nedskrivninger på udlån endte som en udgift på 370 mio. kr. mod ventet 265 mio. kr. i markedet.

»Jeg tror, det er en konsekvens af, at vi ser afmatning i økonomien igen. Vores modeller er ret sensible over for ændringer i det generelle økonomiske aktivitetsniveau. Det skal ses som et udtryk for, at væksten er bøjet af,« siger administrerende direktør Anders Dam til Ritzau Finans.

Jyske Bank faldt med 7,6 pct. til kurs 145,8, og den dårlige stemning sendte Danske Bank og Sydbank ned med 3,6 og 3,1 pct. til kurs 74,35 og 97,50.

I den positive ende trak FLSmidth op i C20 med en stigning på 2,8 pct. til kurs 276,1. Det skete i takt med, at situationen i Libyen mere og mere nærmede sig et nederlag til Muammar Gaddafis styrker og diktatoren selv. FLSmidth har måttet trække sig ud af landet under borgerkrigen.

»Aktien har været meget presset den seneste tid, og nu ser det ud til, at Muammar Gaddafi falder. Så får man sandsynligvis lidt mere ro på det nordafrikanske marked. Aktien er faldet ekstremt meget i år og også for meget, hvis du spørger mig,« siger Ole Kjær Jensen.

Aktien er faldet med 49 pct. fra 543 kr. siden årsskiftet.

»Jeg ser ingen grund til, at vi ikke skulle kunne drive forretningen på samme måde. Libyen er et land med behov for meget infrastruktur, og det kræver cement. Derfor har der været stor vækst i cementsektoren i de seneste år, og jeg kan ikke forestille mig, at det behov er blevet mindre efter oprøret,« siger administrerende direktør hos FLSmidth, Jørgen Huno Rasmussen, til borsen.dk mandag.

BRANCHENYT
Læs også