Klarere retningslinjer for demobiler

Nogle bilforhandlere står til millionbøder og måske fængsel pga. afgiftsunddragelse via demo-biler.Det kan være livstruende for nogle forhandlere, men nu er der klare regler på vej.

Landets bilforhandlere er tæt på at komme fusk med demo-biler til livs. På et møde med Skat i sidste uge kom bilforhandlerne frem til en tjekliste for, hvordan de skal agere, hvis de vil undgå at komme i clinch med Skat.

»Problemet har hidtil været, at ingen har vidst, hvad en demo-bil er eller må være, fordi det ikke er noget juridisk begreb. Derfor har der været stor uklarhed hos forhandlerne, der ikke har kunnet få at vide af Skat, om de er købt eller solgt, når de sælger demo-biler. Derfor er vi meget tilfredse med den løsning, som vi har fundet i god dialog med Skat, om end vi naturligvis gerne havde set al tvivl udryddet én gang for alle,« siger direktør i bilforhandlerorganisationen DAF Jens Brendstrup.

Dyre svindelnumre


Bilbranchen vil gerne have styr på situationen, efter at Skat i maj gennemførte en stor aktion mod 120 bilforhandlere, bl.a. efter Morgenavisen Jyllands-Posten i april afdækkede, at hver tredje nye bil sælges som demo-bil. Ni bilforhandlere blev dengang afsløret i praktisk talt kun at sælge demo-biler, og det kan være meget alvorligt for de pågældende, forklarer skattedirektør i Skat Claus Johannesen:

»Vi har fundet nogle bilforhandlere, som ser meget markante ud. Dem tager vi fat på, og så graver vi os ned fra toppen. Jeg vil nødig gå ind i enkeltsager, men det kan godt løbe op i mange millioner kroner for nogle bilforhandlere.«

Claus Johannesen vil ikke udelukke, at fuskeriet med demo-biler kan betyde fængselsstraf for nogen. Bøderne og afgiftsbetalingen kan imidlertid i sig selv blive så store, at det vil være livstruende for nogle bilforhandlere, erfarer Jyllands-Posten.

Det skal ses i lyset af, at salg af demo-biler de seneste par år været en særdeles lukrativ forretning, fordi bilforhandlere kan indregistrere demonstrationsmodeller til særligt lave afgiftssatser og sælge dem videre med store fortjenester uden om Skat. Det har grebet så meget om sig, at en meget stor del af bilerne i især firmabilsklassen sælges som demo-biler. Nogle endda uden, at de har kørt som demo-biler.

Presset på bilforhandlerne efter kontrolaktionen er i dag så stort, at DAF har bedt Skat om en kvittering til de bilforhandlere, der har orden i butikken, så de kan dokumentere, at de er ude af Skats søgelys af hensyn til bankforbindelser og lignende.

Dokumentation


Den nye tjekliste skal også hjælpe med til, at bilforhandlerne kan sove trygt om natten. Vigtigst er, at en forhandler skal kunne dokumentere, at en demo-bil har kørt mindst 2.000 km på mindst to måneder som demontrationsbil. Bilforhandlerne må heller ikke på forkant indgå en aftale med en kunde om, at de må få en ”frikørt” demo-bil. Ligeledes må bilforhandlerne heller ikke lade personale eller indehaver køre ærinder for at få kørt kilometer på demo-bilerne.

For DAF-direktør Jens Brendstrup er det vigtigt, at der kommer lige konkurrencevilkår bilforhandlerne imellem. For det kan være vanskeligt for en retskaffen bilforhandler at konkurrere, hvis nabo-forhandleren benytter sig af alle mulige demo-bilkneb og lister registreringsafgift uden om Skat for at optimere salg og indtjening. Det er skattedirektør Claus Johannesen enig i.

Importører under lup


»Der har udviklet sig en praksis, hvor nogle autoforhandlere er kommet på den forkerte side af reglerne. Det koster både penge for statskassen, og det betyder, at der ikke er ensartede konkurrencevilkår. For spiller nogle urent, bliver det vanskeligt for dem, der gerne vil følge reglerne,« siger Claus Johannesen, der også har demo-biler på Skats indsatsliste i 2012.

Det gælder for øvrigt også for snyd med udenlandske biler.

Ifølge Skat er det meget forskelligt, hvor meget de enkelte bilforhandlere benytter sig af demo-bilsfidusen. Det bekræftes af tal, som Jyllands-Posten er i besiddelse af. Ford og Citroën er nogle af de større bilmærker, der har rigtigt mange demo-biler, mens biler under VW-koncernen som Audi, Skoda, Seat og Volkswagen i langt mindre grad benytter sig af fidusen.

Claus Johannesen vil ikke udelukke, at Skat derfor kommer til at se nærmere på de bilimportører, der lever af at tage nye biler til landet.

BRANCHENYT
Læs også