Bag facaden: Den store gældsparanoia

En gennemgang af de seneste års turbulente gældskrise viser, at gældens størrelse langt fra er afgørende for, om markederne tvinger renten op.

Gældskrisen, som i disse dage igen ruller gennem finansmarkederne som en tidevandsbølge, har fået mange danskere til spekulere på, hvornår det mon bliver vores tur.

Først var det Island og Irland, så Grækenland, så Portugal, dernæst Italien, Spanien og nu Frankrig. En efter en er de blevet suget ind, fordi markederne tvivler på, om de kan betale deres gæld tilbage.

Straffen er faldet prompte. Renterne er gået i vejret, og landene har svaret igen med sparerunder, som skal gøre det lettere at nedbringe lånene. Men i Irland, Grækenland og Portugal har sparerunderne kvalt økonomien og skubbet landet ud over afgrunden.

Statsgæld er nu blevet et skræmmebillede.

Herhjemme har regeringen beskyldt oppositionens økonomiske 2020-plan for at ville sadle landet med så meget gæld, at det vil bringe os i unåde hos finansmarkederne. Falder økonomien tilbage i lavvækst, vil det også tære på budgetterne, fordi flere skal forsørges af staten.

Alt lader til at være blevet et spørgsmål om at nedbringe gælden eller i det mindste at forsøge at holde den i ro. Gældsparanoiaen giver ikke meget råderum i den kommende valgkamp, hvor det at hjælpe Danmark gennem krisen bliver et vigtigt tema. De fleste tiltag vil koste noget på kort sigt i form af øget gældsætning.

Et blik på de seneste to år på finansmarkederne viser dog, at gældens størrelse langt fra er den eneste faktor, der afgør, om man bliver placeret i gabestokken, eller om man går fri. Bruger man sine penge fornuftigt, på midlertidige tiltag der øger væksten eller på at gøre økonomien mere sund, lader der til at være forståelse at hente fra markedets side.

Men man skal passe på. Spanien røg ind på markedets radarskærm, lang tid før landets gæld havde nået de samme højder, som man har set i Italien. Japan kan til gengæld bære en gæld på over 200 pct., uden at det har udløst nogen nævneværdig reaktion.

Belgien har en gæld på omtrent 100 pct. af sin økonomi uden have mødt rigtig modstand fra markedet, mens Frankrig med en langt lavere gæld synes på vej ind mod orkanens øje.

Hvorfor? Der er en vis logik.

I tilfældet Spanien har markedet længe været bange for, at landets store boligsektor gemmer ubehagelige overraskelser, som hurtigt kan få bankerne i knæ.

Byggesektoren var den største vækstmotor i årene op til finanskrakket, og der er blevet ydet mange suspekte lån. I sidste ende regner man med, at staten må overtage nogle af bankerne og dermed optage meget mere gæld.

Det var præcist, hvad der skete med Irland, som var blandt gældskrisens første ofre. Irlands bankgarantier sadlede landet med en kæmpe gæld, som suger penge ud af statskassen.

Før krisen havde landet ellers den laveste gæld blandt euro-landene. De skrappe reformer, som man måtte indføre efter krakket, medførte, at økonomien skrumpede kraftigt og gjorde blot gældsbyrden større. Dog har man vist, at man er villig til at lave reformer, og det har hjulpet på renterne.

Japan har derimod ikke haft noget boligboom, har overskud på betalingsbalancen og udsteder næsten al sin gæld i sin egen valuta. Japanerne er kroniske opsparere, og gælden købes næsten udelukkende af landets egne pensionsselskaber, banker og forsikringsselskaber. Det har indtil nu fredet landets rente.

Manglen på denne frihed, at kunne købe sin egen gæld, trykke sin egen valuta og at kunne bestemme sin egen pengepolitik, var sammen med en elendig økonomi med til at bringe Grækenland og Portugal i knæ. Der var fusk med nationalregnskabstallene og politikerne i de to lande kæmpede imod at indføre skrappe reformer. Det blev prompte straffet.

Italien kunne derimod holde den gående længere med sin høje gæld, fordi landet fremviste pæne overskud på balancerne, der lagde en dæmper på udviklingen i gælden.

Alligevel blev landets kronisk lave vækst dog en belastning, fordi den bevirker, at gældsbyrden kun meget langsomt bliver mindre. Skænderierne mellem premierminister Silvio Berlusconi og hans finansminister, gjorde markedet urolig for, om man var parat til at lave de nødvendige reformer.

Belgien har gode traditioner med at betale sine lån tilbage og til at indføre økonomiske reformer, når det gælder.

Det har hidtil næsten fredet landets rente, selvom der er udbrudt kaos i parlamentet, som har forsinket reformerne.

Selvom Frankrig er troværdig som betaler, har undgået den værste nedsmeltning på boligmarkedet og ikke har ret mange åbenlyse problembanker, så var landets budgetunderskud på næsten 7 pct. til sidst for meget for markedet. Problemet med at tæmme underskuddet, som blot gør gældsbyrden større, og risikoen for, at den økonomiske vækst går fløjten, har gjort investorerne betænkelige. De franske politikere har heller vist tilstrækkelig handlekraft, mener mange.

Tyskland har en gæld, som er næsten på størrelse med Frankrigs og væsentligt højere end Spaniens, men anses alligevel for at være en af de sikreste havne i verden. Det er bl.a., fordi Tysklands økonomi er sund, den er konkurrencedygtig, fordi landet har været en eksemplarisk betaler og man i forfatningen har en lov mod længerevarende underskud på statsbudgettet. Men måske mest af alt fordi politikerne belønnes af vælgerne for at have en ansvarlig omgang med statsfinanserne.

Alt i alt lader det til, at markederne har en vis logik. Troværdighed hentet fra tidligere tiders reformvilje tæller, men er ikke en sovepude. Budgetunderskud når økonomien samtidg vokser langsomt straffes hårdt for det gør gældsbyrden højere.

Forpligtelser, som kan betyde store fremtidige gældsbyrder, vægtes næsten lige så højt som nutidige byrder, når finansmarkederne er paranoide.

Gældens samlede størrelse er altså ikke altafgørende, så længe udviklingen er under kontrol, og der er politisk velvilje for at lave de nødvendige økonomiske reformer.

Danmark ligger lunt til. Vores gæld er stadig langt under de 60 pct. af økonomien. Vi rammer først de 60 pct. i 2020, hvis vi ikke laver reformer og ikke lader det offentlige forbrug vokse som i de seneste 10 år, viser beregninger fra Nordea. Men vi har bevist, at vi gerne vil lave reformer, selvom de gør ondt.

Velfærdsforliget fra 2006 sikrede, at pensionsbyrden ikke vokser os over hovedet men kostede på pensionsalderen. Tilbagetrækningsreformen og oppositionens såkaldte Fair Løsning forsøger begge at løse problemerne på arbejdsmarkedet, men kommer til at koste på efterlønnen eller arbejdstiden. Det viser velvilje, og det giver et råderum.

Vores kredithistorie er også god. Vi viste i årene før finanskrakket, at vi kunne nedbringe en gæld fra omtrent 80 pct. i midten af 1990'erne til under 30 pct. i 2008. Vores budgetunderskud kom under de magiske 3 pct. sidste år, blandt de laveste i Europa.

Vi har vores egen valuta, selvom den er bundet til euroen, og har det meste af vores gæld i kroner. Det giver frihed.

Det meget snævre rentespænd, vi har med Tyskland, fortæller da også, at vi regnes blandt duksene i dag. Man regner med andre ord med, at vi er fornuftige mennesker, som holder vores gæld og underskud under kontrol også fremover. At vi finder en vej ud af krisen.

Det lader også til, at Danmark kan vedblive med at være en duks, selvom gælden skulle vokse en smule. Finansmarkederne fortæller os blot, at skal vi bruge penge, så skal vi bruge dem fornuftigt.

De skal bruges på at forbedre den økonomiske fremtid, på at nedbringe fremtidige forpligtelser og på at skabe bedre betingelser for vækst. Det skal være en investering og ikke forbrug.

BRANCHENYT
Læs også