CSC: Dom har ingen konsekvenser for os

Tirsdag gav Arbejdsretten CSC et slag over fingrene, men dommen giver ingen problemer for it-giganten, lover CSC.

CSC's hovedkontor på Retortvej i Valby. Foto: CSC

Tirsdag afsagde Arbejdsretten en dom, der klart slog fast, at CSC's oplæring af indhyret personel, som blev foretaget af de CSC-ansatte, der i dag er gået i strejke, ikke var tilladt.

Det fik Prosa til at melde ud, at det var en klar sejr for it-fagforeningen.

Men CSC er langt fra ked af dommen. It-giganten må nemlig stadig gerne bruge de personer, der allerede er blevet oplært, slog Arbejdsretten fast.

"Vi er meget tilfredse med afgørelsen, fordi den ikke har nogen indflydelse på de planer og det beredskab, som vi har etableret for at fortsætte med at servicere vores kunder," siger CSC-direktør Lars Lundsgaard til Computerworld.

Han erkender dog, at dommen er et slag over fingrene til CSC.
"Vi har i et beskedent omfang iværksat vidensoverdragelse, hvor vi har bedt nogle af vores medarbejdere om direkte at oplære andre personer, og det har retten fundet, at det har været overenskomststridigt," siger CSC-direktøren.

Ingen konsekvenser
Lars Lundsgaard oplyser, at CSC ikke får nogen straf for at have overtrådt reglerne, ud over at virksomheden naturligvis skal stoppe oplæringen.

Men i praksis får dommen derfor ingen konskevenser, da Prosa-medlemmerne, som foretog oplæringen, er gået i strejke. Derfor ville vidensoverdragelsen have været umulig i alle tilfælde.

På samme tid må CSC gerne bruge det nødberedskab, virksomheden har fået oplært, også selvom oplæringen altså er erkendt overenskomststridig.

Læs også: Prosa: Vi vandt vikar-kampen mod CSC

BRANCHENYT
Læs også