Tobakschef kender ikke Prince-opskrift

Den første top-person fra Scandinavian Tobacco Group blev fredag afhørt i rygerretssagen. Bestyrelsesformand og tidligere direktør Jørgen Tandrup fortalte bl.a., at han aldrig har set cigaretopskriften.

Antallet af personer, der er indviet i Prince-cigaretternes indhold ned til mindst detalje, er så indsnævret, at end ikke den adm. direktør for Skandinavisk Tobakskompagni (i dag Scandinavian Tobacco Group) i perioden 1993-2006, Jørgen Tandrup, nogensinde har set opskriften.

Det fortalte virksomhedens nuværende bestyrelsesformand og mangeårige topchef, da han fredag som den første direktør blev afhørt i den historiske rygerretssag i Østre Landsret, hvor eksrygeren Allan Lykke Jensen stævner tobaksindustrien for at have vildtledt forbrugerne om tilsætningsstofferne i cigaretter.

Need-to-know


»Jeg har aldrig selv set opskriften. Det er kun på "need to know"basis, at folk har haft adgang til den,« fortalte Jørgen Tandrup, da han blev afhørt af forsvarsadvokat Mikael Rosenmejer.

Alligevel afviser Jørgen Tandrup, at der er blevet ændret på indholdet i Prince-cigaretterne for at øge rygernes afhængighed. Han forklarede ved fredagens retsmøde, at det primært har været de ansatte i selskabets råtobaksafdeling, der har kendt til opskriften, og at afdelingen løbende havde lov til at korrigere indholdet i cigaretterne, så de smagsmæssigt ikke blev påvirket af forskelle i tobakshøsten. Men skulle noget ændres radikalt, krævede det chefernes godkendelse. Og det skete ifølge Jørgen Tandrup kun én gang i de mere end 20 år, han var en del af direktionen.

»Jeg er kun bekendt med, at man på et tidspunkt tog stoffet kumarin ud af cigaretterne, fordi der kom rapporter frem om, at det kunne være kræftfremkaldende,« sagde Jørgen Tandrup.

BRANCHENYT
Læs også